Alle har hørt om byggeprojekter, der er gået galt, og listen med uheldige eksempler er lang. Skrækeksemplet over dem alle er Niels Bohr Bygningen under Københavns Universitet, hvor budgettet er overskredet med milliarder, men også for nylig har vi hørt om, hvordan det nye supersygehus i Hillerød (Nyt Hospital Nordsjælland) bliver markant dyrere end planlagt. Fejl og forsinkelser, der koster patienterne behandlinger, og medarbejderne betaler med et ringere sygehus end oprindeligt planlagt og budgetteret.

Dette kunne højst sandsynligt være undgået, hvis opgaven var udbudt med både anlæg og efterfølgende drift af bygningen i et Offentligt-Privat Partnerskab (OPP). Faktisk er alle kendte OPP’ere i Danmark leveret til tiden og inden for den aftalte økonomiske ramme. Det er mere, end man kan sig om traditionelle entrepriser. Og hvorfor så det?

Minimerer risiko for konflikter

Ved en traditionel entreprise har entreprenøren ansvaret for at opføre bygningen på baggrund af bygherres krav. Risiko for konflikter ved denne samarbejdsform er relativt højere end ved byggeri opført som OPP, simpelthen fordi entreprenøren har et incitament til at optimere økonomien i byggeprojektet ved at levere en bygning, der akkurat opfylder kravene og så heller ikke mere. Kvalitet er i mindre grad i fokus, fordi entreprenøren alligevel ikke har ansvaret for den efterfølgende drift og dermed ikke belastes af udgifterne til vedligehold. Ved levering overgår ansvaret for bygningen til bygherren, og entreprenøren er ude af billedet.

I et OPP har entreprenøren også ansvaret for den efterfølgende drift og vedligehold af bygningen. Det betyder at entreprenøren har en selvstændig interesse i bygge med en kvalitet, der holder de efterfølgende driftsudgifter nede. Selv havde jeg fornøjelsen af at overvære den grundighed, som entreprenøren af OPP-projektet Flintholm Svømmehal lagde for dagen i forbindelse med rørføringen under bassinerne og inden, cementen blev hældt over. For skulle der efterfølgende opstå fejl ved rørføringen, skal entreprenøren dække omkostningerne forbundet med at lukke svømmehallen, bryde gulvet op og udbedre skade. Formentlig en betragtelig udgift.

Samtidig har entreprenøren i et OPP-projekt en selvstændig interesse i at bygge med en kvalitet, så de efterfølgende udgifter holdes nede. Entreprenøren har også en interesse i at blive færdig til tiden, så bygherres betaling til drift kan begynde.

I eksemplet med Flintholm Svømmehal var der en tæt dialog mellem bygherren, Frederiksberg Kommune, og entreprenøren i hele forløbet. Dialogen betød, at gode løsninger blev fundet i byggefasen. Dialogen medførte desuden, at kommunen fik flere faciliteter i svømmehallen, end hvis svømmehallen var opført i en traditionel entreprise.

Entreprenøren havde en kommerciel interesse i at udvide tilbuddene og dermed få tiltrukket flere betalende til svømmehallen. Frederiksberg Kommune havde en interesse i, at borgerne fik mest muligt for deres skattekroner. En ren win-win situation.

Gode svenske erfaringer med OPP

OPP er ikke ideologi, det er sund fornuft, og med inspiration fra naturvidenskaben kunne vi have efterprøvet OPP-modellen i forbindelse med bygningen af Danmarks nye supersygehuse. Med tanke på de mange forsinkelser og tilpasninger af byggerierne, der har været for at holde budgetterne, havde det måske ikke været helt tosset med OPP.

Når forskere, som f.eks en læge, går metodisk til værks, anvendes både en kontrol- og en referencegruppe. Denne naturvidenskabelige tilgang kunne man have valgt og udbudt et supersygehus som OPP – en relativ lille kontrolgruppe, bevares, men et stort hospital.

Erfaringerne med at lade private stå for driften af et helt sygehus er flere steder gode, herunder i vores naboland Sverige. I Stockholm har man seks sygehuse, heraf et privat, Capio S:t Görans. I de årlige kvalitetsundersøgelser performer det private sygehus bedre på stort set samtlige parametre i forhold til de offentlige sygehuse, og det gælder også i forhold til medarbejdertilfredshed. Der er således mange gode grunde til at fremme OPP i Danmark.

Der er imidlertid flere grunde til, at OPP ikke er mere udbredt i Danmark.  I Dansk Erhverv så vi gerne samarbejdsmodellen mere udbredt, og der er sandt nok en vis grad af udfordring med kravet om deponering, altså at kommunen skal deponere et beløb svarende til det beløb, der måtte være lånt til finansiering af byggeriet.

Men lige nu er mange kommuners kassebeholdning betragtelig, og Regionerne er delvist undtaget deponeringskrav, så måske er det kulturelle barrierer, der i højere grad skal overvindes, og her kan Christiansborg sætte retningen.

Det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside, at vi i Danmark siden 2004 har opført 47 byggerier OPP-projekter. Det er ikke et prangende antal, og når man ser på fordelene ved OPP i relation til økonomi, tid og kvalitet burde der være langt flere samarbejder mellem det offentlige og det private, der bygger på OPP som model – for det er en lækker model.

Derfor en opfordring til, at der politisk arbejdes på fremme af OPP og fjernelse af de barrierer, der begrænser samme. Det kunne være med en selvstændig lov, der sætter rammerne for OPP og dermed bidrager til en positiv udvikling af det offentlige-private samarbejde i Danmark.