Frankrig lover euro og vacciner til Libanon

På en konference i Paris lover Frankrig støtte til Libanon, der stadig lider under den store eksplosion på havnen i Beirut sidste år.
Et billede af kornsiloerne viser stadig omfanget et år efter eksplosionen på havnen i Beirut. | Foto: Joseph Eid/AFP/Ritzau Scanpix
Et billede af kornsiloerne viser stadig omfanget et år efter eksplosionen på havnen i Beirut. | Foto: Joseph Eid/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Frankrig vil donere mere end 100 millioner euro som nødhjælp til Libanon. Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på en international donorkonference i Paris onsdag.

Udtalelsen kommer et år efter, at uregelmæssigt opbevaret gødning på havnen i Beirut eksploderede i en af de største, ikke-atomare eksplosioner i verdenshistorien.

Målet for donorkonferencen er at indsamle mere end 350 millioner euro til Libanon.

Ud over pengene fortæller Emmanuel Macron, at Frankrig vil donere 500.000 vacciner mod covid-19 til landet.

Libanon er fortsat i dyb krise efter eksplosionen, der dræbte over 200 mennesker, lagde store dele af Beiruts havn øde og udløste store skader i det meste af byen.

Vrede over eksplosionen fik Libanons regering til at gå af i 2020. Der er endnu ikke dannet en ny, og det har medvirket til, at landet er ramt af en dyb økonomisk krise.

Emmanuel Macron siger ifølge Reuters i sin tale på donorkonferencen, at landet ikke skal forvente en blankocheck, at prioriteten for landet må være at danne en regering samt at de libanesiske politikere skylder deres befolkning sandheden om, hvordan eksplosionen skete.

Tirsdag udgav ngo'en Human Rights Watch sin rapport om, hvad der skete. Den konkluderede, at der var sket kriminelt store svigt hos landets myndigheder.

Ifølge Human Rights Watch' rapport begyndte svigtet allerede, da et moldovisk fragtskib ankom med en last af ammoniumnitrat i 2013. Den blev fejlregistreret for at omgå reglerne, så det kunne blive losset.

Efterfølgende blev lasten opbevaret  ved siden af brandbare materialer i seks år, selvom man kendte risikoen, og toldmyndighederne var blevet advaret allerede i 2014 uden at handle.

Også hæren samt Libanons sikkerhedsmyndigheder blev advaret og havde ansvar for at gøre noget, uden at det skete.

Libanon selv iværksatte efter eksplosionen en undersøgelse. Men den har været langstrakt og mangelfuld.

Ngo: Kriminelt store svigt førte til eksplosion i Beirut 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også