Barkæde-direktør er ikke bange for restriktioner, men savner klar besked

Netop som det danske samfund var begyndt at vænne sig til et liv uden restriktioner, synes coronapas at være på vej tilbage til restauranter og barer. Barkæden Old Irish Pubs direktør frygter ikke nye restriktioner, men afventer utålmodigt klare udmeldinger fra regeringen.
Peder Blak, der er adm. direktør i barkæden Old Irish Pub, har ikke tænkt sig at indføre nogel former for restriktioner, før der bliver meldt noget officielt ud. | Foto: Kasper Heden Andersen/ERH
Peder Blak, der er adm. direktør i barkæden Old Irish Pub, har ikke tænkt sig at indføre nogel former for restriktioner, før der bliver meldt noget officielt ud. | Foto: Kasper Heden Andersen/ERH
af Sebastian Schlüter Jakobsen

Bordet er stadig klistret af ølskvulp fra fredagens J-dag på Old Irish Pub på Vesterbrogade i midten af København. På den anden side af bordet sidder Peder Blak, der er adm. direktør i barkæden Old Irish Pub.

Modsat mange andre glæder han sig over de grå, tunge novemberskyer med let regn, der hænger henover hovedstaden. Det er højsæson for Old Irish Pub, hvor barkæden laver over halvdelen af sit årlige overskud.

Men nye restriktioner i horisonten for restauranter og barer sukker Peder Blak dog over, at Mette Frederiksen (S) søndag aften har lagt en selfie op på sin Instagram-profil og Facebook-side, hvor hun smed yderligere brænde på det bål, der udgøres af formentlig kommende restriktioner.

Pludselig skal det gå meget stærkt

"Det ligner noget, vi har set før. Pludselig skal det gå meget hurtigt. Det hele skal ske på ingen tid, og regeringen melder bare noget ud. Hvis vi skal til at tjekke for coronapas igen, så gør vi det selvfølgelig, men det koster en del," siger Peder Blak.

Han uddyber, at det ikke er meldingen om mulig genindførelse af coronapas, der bekymrer ham. Det er visheden om, at når der tidligere i pandemien blev talt om én restriktion, så førte det typisk flere med sig.  

Old Irish Pub har ikke budgetteret med, at en ny omgang med restriktioner skulle ramme barkæden igen. Der er råd til det, men Peder Blak ærgrer sig over, hvad det kan få af betydning for kædens medarbejdere.

"Vi havde nok regnet med, at vi var ovre det her. Så det er dystre udmeldinger. Men vi løfter ikke en finger, før myndighederne melder noget officielt ud," siger han.

Tilliden er væk

4. november udtalte sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at han gerne vil have coronapasset tilbage på caféer, restauranter og i nattelivet. Faklen blev hurtigt grebet af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der luftede ideen om at indføre restriktioner. Seneste skud på stammen var så statsminister Mette Frederiksen (S), der søndag aften på sin Instagram-profil skrev:

"Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder."

Allerede i sidste uge meddelte den københavnske restaurantkoncern Sovino Brands, at selskabets restauranter ville spørge efter coronapas på restauranterne. Det er dog et utænkeligt scenarie i Old Irish Pub.

"Vi følger gældende lovgivning og de vejledninger, der er. Jeg synes ikke, at der er grund til at gå foran på det her område. Vi har nogle myndigheder, som, jeg forventer, har styr på de her ting," siger Peder Blak.

Den sidste sætning bliver dog leveret med et smil på læben. Peder Blak uddyber, at han personligt ikke har nogen tillid til myndigheder og regeringen efter de seneste nedlukninger.

"Inden corona-krisen havde jeg en tro på, at myndighederne havde de bedste intentioner for virksomheder som vores. Det har jeg ikke mere. Den tillid er væk, og jeg tror ikke, den kommer igen".

Statsminister forventer nye initiativer mod coronasmitten

Københavnsk restaurant genindfører krav om coronapas

Brancheorganisationer advarer mod nye corona-restriktioner  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også