PolicyWatch

Magdalena Andersson er godkendt som svensk statsminister

Sverige har fået landets første kvindelige statsminister - den 54-årige socialdemokrat Magdalena Andersson.

54-årige Magdalena Andersson er Sveriges første kvindelige statsminister. | Foto: 10070 Jessica Gow/TT/TT NYHETSBYRÅN / TT NYHETSBYRÅN

De svenske socialdemokraters leder, Magdalena Andersson, er blevet godkendt som Sveriges næste statsminister.

Det står klart efter en afstemning i det svenske parlament, Riksdagen. Hun afløser sin partifælle Stefan Löfven. 54-årige Magdalena Andersson er Sveriges første kvindelige statsminister.

Hun blev i Riksdagen godkendt med støtte fra regeringspartierne Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Både Centerpartiet og Vänsterpartiet afstod fra at stemme. Andersson blev valgt som Socialdemokraternas partileder i begyndelsen af november. De seneste syv år har hun været Sveriges finansminister og dermed en af Stefan Löfvens nærmeste medarbejdere.

For at blive valgt måtte Andersson ikke have 175 eller flere stemmer imod sig. Hun klarede dette med den mindst mulige marginal, da den partiløse Amineh Kakabaveh stemte ja til hende som statsminister.

Vil gøre op med bandekriminalitet

Før afstemningen var der en længere debat, hvor partier begrundede deres stemmeafgivning.

Centerpartiet (C) meddelte onsdag morgen, at det ikke ville blokere for, at Magdalena Andersson kom til at afløse Stefan Löfven. Men Centerpartiets leder, Annie Lööf, gjorde det klart, at hendes parti ikke støtter regeringens udspil til et nationalt budget.

Lööf konstaterede, at Socialdemokraterna havde budgetforhandlet med Vänsterpartiet.

"Det får selvfølgelig konsekvenser," sagde Lööf og understregede, at hele Centerpartiets gruppe i Riksdagen accepterer en godkendelse af Magdalena Andersson som statsminister, men alle undlod at stemme ved budgetafstemningen.

Dermed må Andersson leve med et borgerligt nationalt budget. Den nye statsminister gjorde det tidligt onsdag klart, at hun ikke vil gå af på grund af en forkastelse af det budget, som hun har ikke har kunnet skaffe opbakning til.

Den nye statsminister siger, at hun vil gøre op med bandekriminalitet i Sverige, og at folk ikke skal være bange for at få en bombe eller en håndgranat kastet ind i deres bolig. Det kræver ifølge hende en mobilisering af hele samfundet og bedre integration.

Magdalena Andersson bor i Nacka, tæt på Stockholm, med sin mand og to børn. Hun er uddannet i økonomi fra Handelshögskolan i Stockholm.

Kompromisløse ”Magda” træder ud af Löfvens skygge 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier