PolicyWatch

Apoteker skal støtte vaccinationsindsatsen i hovedstaden

Fra mandag 13. december vil det også være muligt at blive vaccineret på et apotek i Region Hovedstaden.

Fra på mandag kan man i Region Hovedstaden også få en corona-vaccination på apoteket. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Indsatsen er sat i gang for at gøre det lettere for borgerne at blive vaccineret mod coronavirus, og fra mandag 13. december vil det være muligt at blive vaccineret mod coronavirus på en lang række apoteker i hovedstadsområdet. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) udtaler i pressemeddelelsen, at han er bekymret for smittespredningen. Han ønsker derfor at få regionens samlede kapacitet op på 250.000 stik om ugen.

"Som formand for Region Hovedstaden er jeg rigtig bekymret for den stigende smitte. Jeg vil gerne undgå, at vi kommer derhen, hvor samfundet lukker endnu mere ned, og hvor hospitalerne vil få meget svært ved at følge med. Det er ingen hemmelighed, hvor pressede vores hospitaler er," siger han.

Fra mandag kan borgere blive vaccineret på 58 apoteker fordelt i regionen. De 58 apoteker forventes at kunne levere op mod 30.000 stik om ugen. Efter nytår ventes det, at endnu flere apoteker kommer med i ordningen.

Træk et nummer

Vaccinationen på apotekerne vil foregå ved, at man trækker et nummer, fortæller Bjarne Kalø, der er direktør i Apovac, i pressemeddelelsen. Apovac er en forening for de apoteker, der udfører vaccinationer.

"De går ind på deres lokale apotek og trækker et nummer, og er der ventetid, kan de gå nogle ærinder og komme tilbage med deres nummer – helt som de plejer, når de handler på apoteket," siger han.

Bjarne Kalø understreger, at apotekerne i videst mulige omfang også vil sørge for at holde åbent for vaccination i dagene omkring jul og nytår.

Region Hovedstaden er den første region, der indgår et samarbejde med apotekerne. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj håber, at borgerne vil benytte de mange tilbud om vaccination i regionen.

"Alle dem, der har en tid om nogle uger, kan jo i virkeligheden smutte forbi et af centrene uden tidsbestilling i weekenden og få et stik. På den måde bliver den tid frigivet til de andre, der lige er blevet indkaldt til tredje stik," siger Gaardhøj.

For at øge vaccinationsindsatsen i Region Hovedstaden har man også valgt at genåbne Københavns største vaccinationscenter i Øksnehallen fredag 10. december klokken 07.00.

Her er der en kapacitet til 4000 vaccinationer om dagen.

Medie: Coronapassets gyldighed forkortes til syv måneder

Mette Frederiksen opfordrer kraftigt: Tag det tredje stik

Praktiserende læger skal hjælpe hovedstaden med vaccination

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier