Danmark vil afværge irsk makrelkup med 40 år gamle papirer

Tidligere embedsfolk har afbrudt deres pension for at hjælpe med at sikre danske fiskeinteresser ved EU-møde.
Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) mener, at Irland ageret med "halvdårlig stil" i kamp om makrelkvoter. | Foto: Jens Dresling
Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) mener, at Irland ageret med "halvdårlig stil" i kamp om makrelkvoter. | Foto: Jens Dresling
Af ritzau

En politisk fejde med Danmark i hovedrollen udspiller sig i kulisserne, når EU's fiskeriministre søndag og mandag drøfter næste års fiskekvoter.

For Irland er blevet presset af brexit, og det gør, at de forsøger at få fingrene i tonsvis af makreller i Nordsøen, der i årtier har været for danske fiskere at fange.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) fortæller, at irerne allerede ved sidste møde om fiskekvoter i EU forsøgte sig med et "bagholdsangreb", som blev afværget. Og nu forsøger de så igen.

"Nu ved vi, at de vil tage det op igen."

"Derfor har vi selvfølgelig kendt vores besøgelsestid og brugt alle vores kræfter på fiskerikontoret på at forberede os og finde dokumenter frem fra starten af 1980'er, hvor vi kan dokumentere, at vi har rettigheden til den her kvote," siger Rasmus Prehn forud for mødet i Bruxelles.

Ifølge fiskeriministeren er der to overordnede årsager til, hvorfor det er vigtigt for Danmark at stå fast.

Den ene er, at det drejer sig om cirka 12.000 ton makrelkvoter årligt for danske fiskere, som svarer til en værdi på 125 millioner kroner årligt.

Den anden er, at hvis Irland bliver føjet, så kan det føre til afslutningen på EU-koordination på fiskeriområdet. For det vil være et slag imod den relative stabilitet, som tager hensyn til de kvoter, der længe har været i stand.

"Hvis man først begynder at udfordre den relative stabilitet, så risikerer man, at EU's fiskeripolitik bliver et stort ragnarok, hvor alle gør krav på alt."

"Hvis man først begynder at åbne for Pandoras æske, så vil alle lande kunne komme og gøre krav på hinandens kvoter og rettigheder. Så er det færdig med at have en samkoordineret fiskeripolitik," advarer Rasmus Prehn.

Han mener, at Irlands fremgangsmåde med et bagholdsangreb er "halvdårlig stil". Og han understreger, at det er en kvote, som Danmark ikke har råd til at miste. Den "batter noget", som han udtrykker det.

Derfor håber han, at de danske forberedelser giver frugt. Men han tør ikke at love noget.

"Vi skal virkelig holde os vågne og kæmpe. Der er ikke noget, der er sikkert, før det sidste punktum er sat i den her sag. Vi er lidt nervøse."

"Der er endda fundet tidligere kolleger frem, som har afbrudt deres pension for at komme ind og hjælpe til, fordi de er klar over, at det her er hamrende vigtigt. Det gælder virkelig vigtige danske interesser," siger Rasmus Prehn.

Franske fiskere blokerer fragttransport mellem Frankrig og Storbritannien

Minister vil til foråret vurdere minkavlens liv i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også