Klumme: Corona-håndteringens succeshistorier handler om offentligt-privat samarbejde

Covid-19 har utvivlsomt kastet skygger af sig. Mellem høje smittetal og et presset sundhedsvæsen findes dog også solstrålehistorien om det gode offentlig-private samarbejde. Det understreges af, at det offentlige i 2020 købte ind hos private for 377 milliarder kroner, svarende til 17 storebæltsbroer.
Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde, mener, at pandemien har været et godt eksempel på, hvor effektivt offentlig-privat samarbejde kan være. | Foto: Dansk Erhverv/PR
Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde, mener, at pandemien har været et godt eksempel på, hvor effektivt offentlig-privat samarbejde kan være. | Foto: Dansk Erhverv/PR
Af Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde

Med snart 2-års jubilæum for første corona-nedlukning er der næppe mange succeshistorier at kaste om sig med. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at de gange, hvor det offentlige og private har samarbejdet, har løsningerne været til gavn for os alle. Det vidner om, at et tæt offentligt-privat samarbejde er en af de vigtigste grundpiller, hvis vi også i fremtiden skal levere løsninger og kvalitet i marken, og ikke kun på papiret.

Det offentlige købte i 2020 ind for 377 milliarder kroner hos det private. Det svarer, rundt regnet, til 17 storebæltsbroer, og det fortæller en historie om, at mange løsninger findes og leveres af private virksomheder eller selvejende institutioner.

Vaccinationer, kviktest og rengøringsindsatsen er alle tre klokkeklare eksempler på, at vi som samfund får mere og bedre kvalitet, når det offentlige og private tager dialogen snarere, end når det offentlige kører sololøb. Da vi skulle vaccinere i foråret, bød private aktører sig til, og da vi igen skulle have det 3. stik i slutningen af 2021, stod de private igen klar med både personale og vacciner.

Kviktestsystemet var ligeledes næppe blevet en så stor og omfattende succes, hvis ikke private aktører var trådt ind og stod i fronten med både podning og heldragter. Og da vi, efter kort tid uden kviktest, åbnede for kviktest igen i efteråret, gik der ikke mange uger, før kapaciteten var tilbage til udgangspunktet, og vi atter kunne sørge for at begrænse smittespredningen.

Også rengøringen taler sit eget klare sprog. Rengøringsvirksomhederne har gjort rent på både testcentre, i daginstitutioner, sørget for rene flader, når vi er mødt ind på arbejdet, holdt hjemmekontoret rent og skabt tryghed i det offentlige rum.

Succeshistorier har én fællesnævner

Alle tre eksempler vidner om det, der efterhånden burde være en soleklar tendens: corona-håndteringens succeshistorier har én fællesnævner, nemlig det tætte offentlige-private samarbejde. Og når det offentlige alene i 2020 købte ind hos private for 377 milliarder kroner, er det ikke overraskende, hvis tallene for 2021 holder samme niveau. Det vidner alt sammen om, at skal vi fortsætte med at drive, skabe og handle hurtigt, er dialogen og langsigtede kontrakter altafgørende.

Lad os håbe, at corona er på retræte, og at 2022 bliver året, hvor vi atter kan vinke farvel til både restriktioner og risikoen for smitte. Men lad os samtidig håbe, at det gode offentlig-private samarbejde fortsætter – det er her, fremtidens løsninger ligger.

Erhvervsorganisationer: Reformer og arbejdskraft vil dominere life science-dagsordenen i 2022

Regeringen øger antallet af daglige coronatest med 50 procent

To virksomheder løber med kæmpekontrakt på levering og drift af vaccinationscentre  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også