Lufthavn har allerede haft flere dage med 100.000 rejsende end i 2023

Københavns Lufthavn har foreløbig noteret 16 dage med over 100.000 passagerer mod blot tre dage i 2023.
Københavns Lufthavn. | Foto: Finn Frandsen
Københavns Lufthavn. | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

At dømme ud fra passagertallene for juni ser det ser ud til at blive en god sommer for Københavns Lufthavn.

Den delvis statsejede lufthavn havde 2,8 millioner rejsende igennem i juni fordelt på de 293 sommerruter, der går fra Kastrup og ud i verden.

Det er 12 procent flere rejsende i forhold til samme periode sidste år, oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Og der er udsigt til travlhed over sommeren, lyder det.

Indtil videre har lufthavnen i år haft 16 dage med over 100.000 passagerer – hele sidste år skete det kun tre dage.

Københavns Lufthavn meddelte i slutningen af juni, at op mod ni millioner passagerer ventes at bevæge sig gennem lufthavnen i de tre sommermåneder.

Sidste år var der 7,9 millioner passagerer i samme periode.

Travlheden topper søndag 21. juli, hvor godt 113.000 mennesker forventes at bruge terminalerne.

Det vil være det højeste antal passagerer på en enkelt dag i lufthavnens historie, har kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard sagt.

Langt de fleste af de 2,8 millioner rejsende i juni, nemlig 2,4 millioner, havde kurs mod destinationer i Europa.

Blandt de mest populære europæiske rejsemål er London, Oslo, Stockholm, Amsterdam og Paris.

Øverst på listen over de mest populære varme destinationer ligger Spanien. Her rejste over 220.000 feriegæster til og fra i juni.

Spanien er et af de allerstørste rejsemål, som mange danskere og sydsvenskere vender tilbage til igen og igen, siger Peter Krogsgaard.

”Alene i forhold til sidste år er antallet af rejsende steget med 14 procent – men det handler også om, at flere spaniere har fået øjnene op for Skandinavien og rejser på ferie her i Danmark,” lyder det fra den kommercielle direktør i pressemeddelelsen.

For nylig viste tal fra Danmarks Statistik over danskernes rejser sidste år, at Spanien for 22. år i træk var favoritdestinationen for rejser med fire overnatninger eller mere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også