Labour sikrer sig flertal efter historisk britisk valg

Alle pladser i det britiske parlament er endnu ikke afgjort, men Labour opnår flertal, viser officielle resultater. Den konservative premierminister afløses af Labours Keir Starmer senere fredag.
Labour-formanden Keir Starmer | Foto: Suzanne Plunkett/Reuters/Ritzau Scanpix
Labour-formanden Keir Starmer | Foto: Suzanne Plunkett/Reuters/Ritzau Scanpix

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, mødes fredag formiddag med kong Charles på Buckingham Palace for formelt af træde tilbage som premierminister, efter hans konservative parti har tabt valget til Parlamentets Underhus.

Det oplyser Rishi Sunaks kontor ifølge Reuters, og inden Sunaks møde med kongen vil den afgående premierminister komme med en udtalelse foran Downing Street 10, beretter flere medier.

Torsdag var der valg til Underhuset. Selv om alle valgkredse endnu ikke er optalt fredag morgen, står det klart, at Arbejderpartiet Labour får absolut flertal, og at Det Konservative Parti står over for det største valgnederlag i partiets historie.

Keir Starmer, der er leder af Labour-partiet, vil efterfølgende mødes med kong Charles, hvor han formelt udpeges til ny britisk premierminister.

Starmer forventes klokken 13.20 dansk tid at holde en tale foran Downing Street.

Ifølge den seneste optælling får Labour 411 pladser i parlamentets Underhus, mens Det Konservative Parti har sikret sig 119 mandater.

Der er i alt 650 sæder i Underhuset. Fredag formiddag kl. 10.15 manglede der kun resultater fra fem valgkredse.

Allerede tidligt fredag morgen erklærede Rishi Sunak Labour for vinder af det britiske valg.

Labour har vundet dette valg,” sagde Sunak og tilføjede, at han ”tager ansvar for nederlaget”.

”Det britiske folk har leveret en tankevækkende dom,” sagde han.

Flere medlemmer af Sunaks regering har tabt deres mandat i Underhuset. Det gælder blandt andet forsvarsminister Grant Shapps og uddannelsesminister Gillian Keegan. Også Rishi Sunaks konservative forgænger på premierministerposten, Liz Truss, har mistet sin plads i Underhuset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også