Justitsministeriet holdt viden om teledata-fejl hemmelig

Allerede i marts blev ministerium bekendt med teledata-skandale, men først i juni blev minister orienteret.
Foto: Tobias Nicolai/JPA
Foto: Tobias Nicolai/JPA
AF RITZAU

I flere måneder kendte Justitsministeriet til problemerne med teledata uden at orientere hverken ministeren og offentligheden.

Ifølge en endnu ikke offentliggjort redegørelse fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten om skandalen fremgår det, at ministeriet allerede 13. marts blev gjort opmærksom på fejlene i teledata.

Men først efter valget i juni kom oplysningerne videre til politikere, dommere og forsvarsadvokater, skriver Berlingske og Politiken, der har kendskab til indholdet i redegørelsen.

Det var ifølge de to avisers oplysninger en afdelingschef i Justitsministeriet, som i marts fik besked om problemerne, der i værste fald kan have været med til at få uskyldige mennesker dømt.

Også departementschef i ministeriet Barbara Bertelsen blev orienteret i foråret. Hun fik oplysningerne 2. april.

Internt i Rigspolitiet fik sagen også konsekvenser, længe inden offentligheden fik nys om skandalen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger i form af kilder og en aktindsigt blev lederen af Rigspolitiets Telecenter forflyttet fra sin stilling allerede i begyndelsen af april på grund af sin ageren i sagen.

Telecenteret er den afdeling, der har ansvaret for det it-system, som i mindst otte år har leveret hullede eller fejlagtige teledata.

Justitsministeriet holder pressemøde om sagen fredag formiddag. Her vil redegørelsen om forløbet formentlig blive offentliggjort.

Rigspolitiet ønsker ikke at kommentere sagen, før redegørelsen kommer frem.

Sagen om de fejlbehæftede teledata begyndte at rulle i offentligheden i juni.

I august besluttede rigsadvokat Jan Reckendorff, at teledata ikke må bruges som bevis i straffesager eller være grundlag for varetægtsfængslinger. Det gælder indtil videre frem til 18. oktober.

En stribe varetægtsfængslede personer er allerede blevet sat på fri fod på grund af de mulige fejl i beviser modem.

Flere retssager er også blevet udskudt. Nogle af dem var planlagt til at blive behandlet i efteråret, men kommer nu først for retten i 2020.

En undersøgelse af forløbet er tidligere sat i gang, it-systemerne er blevet kulegravet, og flere end 10.000 straffesager fra perioden 2012 til 2019 bliver tjekket som konsekvens af sagen, der tidligt i forløbet blev kaldt en skandale.

Minister krydser fingre for få og små fejl i teledata

Tvivl om teledata starter undersøgelse i Norge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også