DI til kamp mod byrder: Bedre med én bred skat end flere besværlige afgifter

Står det til Dansk Industri, skal det næste politiske årti handle om at forenkle skattesystemet og bekæmpe regelbyrder for virksomhederne. Både innovationen og tilliden til systemet er på spil, lyder det.
"Hvis vi forenkler i dag, er det ikke modsætningen til kontrol. Det er snarere forudsætningen," siger Kent Damsgaard, direktør i Dansk Industri. | Foto: Sif Meincke / Dansk Industri
"Hvis vi forenkler i dag, er det ikke modsætningen til kontrol. Det er snarere forudsætningen," siger Kent Damsgaard, direktør i Dansk Industri. | Foto: Sif Meincke / Dansk Industri

Danmark er kommet et stykke, når det gælder byrdelettelser for erhvervslivet. Men der er fortsat meget at hente og knaster, der skal væk, lyder det fra Dansk Industri.

Organisationen vil arbejde for, at det næste årti kommer til at stå i byrdelettelsernes og forenklingens navn. Samtidigt ønsker DI, at de administrative byrder i 2030 skal være reduceret med 6 mia. kr. i forhold til 2015.

"Tidligere har vi tænkt i oprydning for virksomhederne, men vi mener også, at vi kan gøre det nemmere for skattemyndighederne. Vi har nogle udfordringer med vores skattesystem i øjeblikket," siger Kent Damsgaard.

Han peger på, at der har været flere eksempler på problemer med it-systemer i skattemyndighederne.

"Når gamle it-systemer skal fornyes, synes vi, man skulle starte med at gøre det mere enkelt. Bøvlet lovgivning og kontrol giver bøvlede it-systemer."

I dag bruger ministerierne tid på at kontrollere flere besværlige regler og forældede afgifter. Den tid kunne ifølge Dansk industri bruges mere fornuftigt.

Det handler det ikke længere kun om at gøre hverdagen lettere for de danske selskaber, siger Kent Damsgaard. Både retsfølelsen og innovationen på spil for virksomhederne:

"Virksomhederne ønsker en effektiv kontrol. Det mest deprimerende for vores virksomheder, er, hvis de ved, der er et broddent kar, der snyder, og der ikke er nogen kontrol. Det er unfair konkurrence."

Vil have sløjfet overflødige afgifter

I 2016 nedsatte den daværende regering et saneringsudvalg, som skulle rydde op i besværlige afgifter uden egentlige formål. Det har siden fået VLAK-regeringen, DF og De Radikale til at sløjfe flere afgifter på blandt andet kaffeerstatning og vafler.

Men der er fortsat en række afgifter, man bør se i sømmene, mener Dansk Industri, der forslår at nedsætte endnu et saneringsudvalg.

Blandt andet eksisterer en næsten 100 år gammel chokoladeafgift stadig. En kompliceret punktafgift, der er en byrde for virksomhederne. Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) har sågar kaldt afgiften er kompliceret og ulogisk.

Der findes stadig afgifter på eksempelvis sodavandsis, men ikke på frysselv-is, hvilket også giver anledning til forvirring, mener DI.

Det vil koste 1 mia. kr. at sløjfe de afgifter, Dansk Industri lægger op til. Organisationen foreslår, at man finder finansiering et andet sted. For eksempel ved at afskaffe den grønne check.

Kommer det ikke til at ske, vil det i fremtiden være bedre at have én bred skat, som breder sig ud på et område, lyder det:

"Skatteteknisk er det bedre at have en sats på et område end at have afgifter på en masse forskellige områder," siger Kent Damsgaard og tilføjer:

"Så snart, du har et lille beløb, du henter på en specifik afgift, skal du sætte it-systemer op, som kan håndtere det, mens der er virksomheder, som skal bøvle med at afregne dem," siger Kent Damsgaard.

Han mener desuden, at afskaffelsen af en række småfradrag ville gøre systemet mere gennemskueligt.

"Lovgivningen følger ikke med"

En af de vigtigste ting for Dansk Industri er, at gamle regler ikke kommer til at spænde ben for innovationen.

"Det fantastiske ved, at vi har så mange nye startups med nye ideer og ny information, er, at der bliver opfundet nogle virksomheder, som ikke lige passer ind i nogle regler, du grundlagde i 1930'erne."

"Vi har nogle helt klare udfordringer med både forretningsmodeller og teknologiudvikling, hvor lovgivningen ikke rigtig følger med," siger Kent Damsgaard.

Nye digitale virksomheder har fortsat svært ved at finde ud af, hvilke regler som gælder på hvilke områder. Det kan give anledning til problemer, siger Kent Damsgaard.

"Nogle startups får svar fra ét ministerium, ét fra et andet og ét fra det tredje. Vi har arbejdet for, at man skulle give virksomhederne ét sted at henvende sig og sige; hvad er reglerne? Og så kan myndighederne koordinere på tværs," siger direktøren.

Han forudser, at man kommer til at møde flere af den type af udfordringer i fremtiden.

Ifølge Dansk Industri kan et nyt fora, som regeringen har nedsat, hjælpe lovgivningen med at tilgodese nye teknologier og forretningsmodeller.

Halter med implementeringen

Siden 2012 har Virksomhedsforum for enklere regler arbejdet for at forenkle regler for virksomheder. I dag har regeringen slået foraet sammen med Implementeringsrådet til "Erhvervslivets EU- og regelforum."

Det er et skridt i den rigtige retning, siger Kent Damsgaard.

"Der er kommet 800 forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler, og mange af forslagene er blevet gennemført, som gør hverdagen lettere for virksomhederne. Bagsiden er så, at der også er nogle ting, som ikke er blevet gennemført."

Ifølge de seneste tal er der fortsat 156 forslag i det tidligere Virksomhedforum for enklere regler, som er vedtaget, men endnu ikke implementeret.

Men med det nye forum håber DI, at flere forslag bliver gjort til virkelighed og ikke strander i embedsværket.

Fokus på de virksomheder, som bryder reglerne

I starten af året præsenterede den tidligere regering sit udspil, mindre bureaukrati - mere vækst med 42 initiativer, som skulle sænke de administrative byrder for dansk erhvervsliv med 2,6 mia. kr. S, R og DF havde dengang meldt sig klar til at fjerne flere byrder for erhvervslivet inden valget.

I 2020'erne håber brancheorganisationen, at der vil komme større fokus på at forenkle systemet. Det vil komme både virksomheder og systemet til gode, siger Kent Damsgaard.

"Dagsordenerne er kommet til at flyde lidt sammen. For ti år siden var der forenklingsdagsordenen og kontroldagsordenen, mens digitaliseringen kørte et lidt andet sted. Men hvis vi forenkler i dag, er det ikke modsætningen til kontrol. Det er snarere forudsætningen."

V til regeringen: Gør det nemmere at drive virksomhed

PolicyWatch har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets skatteordfører og erhvervsordfører, men ingen af dem er vendt tilbage. Hos Venstre håber man, at Socialdemokratiet vil sætte administrative byrdelettelser på den kommende finanslov.

"Når man kigger på den finanslov, der er fremlagt, så er der jo intet, der stiller erhvervsvirksomheder bedre. Tværtimod, så er der mere skat til erhvervsvirksomheder," siger erhvervsskatordfører Marie Bjerre (V) og peger på, at regeringen lægger op til at hæve skatten på generationsskifte i familiejede virksomheder.

"Vi ser, der er et politisk behov for, at man så til gengæld kigger på, hvor man ellers kan gøre det nemmere at drive erhverv."

Hun tilføjer, at partiet endnu ikke har taget stilling til Dansk Folkepartis nye forslag om at nedsætte et "forsimplingsudvalg", der ligner det tidligere saneringsudvalg.

Coop til ledige akademikere: Bare kom - vi har plads

Medie: Løft i integrationsindsats ville give staten milliardbeløb 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også