SF vil lægge loft over topchefers lønninger

En topchef skal som udgangspunkt maksimalt kunne tjene 20 gange mere end den lavestlønnede i samme virksomhed, lyder forslaget fra SF-gruppeformand Jacob Mark.
Foto: Charlotte de la FuentePR/IND
Foto: Charlotte de la FuentePR/IND
AF POLITIKEN VIDEREFORMIDLET AF RITZAU

Der skal sættes ind over for topchefer, der scorer ekstremt høje lønninger. Sådan lyder det i et nyt forslag fra SF, der vil pålægge regeringen at arbejde for en model til at forhindre en i partiets øjne skæv udvikling, skriver Politiken fredag.

"Jeg tror, det er gift for vores samfund, hvis der bliver for langt fra dem, det tjener mindst, til dem, der tjener mest, og jeg tror, der er mange, der har helt almindelige jobs, der tænker: ’Hvorfor skal der sidde nogle i toppen, som tjener så meget? Hvad er det, der gør, at de er så meget mere værd end os andre’," siger SF-gruppeformand Jacob Mark til Politiken.

Konkret foreslår støttepartiet et loft over lønspændet, sådan at den højestlønnede i en virksomhed maksimalt kan tjene 20 gange mere end den lavestlønnede i samme virksomhed, når man ser bort fra for eksempel lærlinge og deltidsansatte.

Det vil sige, at en virksomhed med en fuldtidsansat sekretær med en årsløn på 300.000 kroner før skat maksimalt kan have en direktør med en årsløn på 6 mio. kr. før skat.

Forslaget har dog en kattelem, der giver en virksomhed mulighed for at sprænge rammen.

I et aktieselskab kræver det, at generalforsamlingen godkender det højere lønspænd med regelmæssige mellemrum, mens det i mindre virksomheder vil være op til bestyrelsen.

Hvis der er tale om et statsligt selskab, skal ministeren på området begrunde, at lønspændet skal være større end de 1:20.

(Denne artikel er leveret af Ritzau på vegne af Politiken)

Får nøglerolle i OK-forhandlinger: Det bruger HK’ere særlig ordning til 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også