PolicyWatch

Analytiker: SAS har brug for op mod 7 mia. kr. i krisehjælp

Selvom flyselskabet SAS er begyndt at sende flere fly i luften, venter der fortsat nogle hårde måneder. Derfor kan der blive behov for at sælge flere aktier, vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank

Foto: LISELOTTE SABROE//

SAS begynder så småt at sende flere fly på vingerne, men selv om aktiviteten kommer op i et højere gear, har selskabet snart brug for at få en stor indsprøjtning på sin konto for at komme gennem coronakrisen.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og følger flybranchen tæt.

Han vurderer, at SAS vil være nødt til at sælge nye aktier for op mod syv milliarder i løbet af de kommende måneder.

"SAS har under coronakrisen tabt kæmpestore beløb. Det gør de stadigvæk og kommer også til at gøre de kommende måneder, inden flyene for alvor begynder at komme på vingerne igen. De penge, der bliver tabt i øjeblikket, bliver dækket af lån, og man er nødt til at erstatte den her gæld med rede penge for at kunne stå stærkt efter coronakrisen," siger Jacob Pedersen.

SAS er ifølge Jacob Pedersen ikke tvunget til at finde pengene lige med det samme, men vil have nogle måneder at løbe på.

Inden coronakrisen havde SAS 4,7 mia. kr. i kassen, og SAS sikrede sig i starten af maj et lån på 2,3 mia. kr., hvoraf Danmark og Sverige kautionerer for størstedelen af pengene.

"SAS har stadig penge i kassen, men med tre måneder mere med de fleste fly på jorden begynder det at snerpe til," siger Jacob Pedersen.

SAS kommer torsdag morgen med regnskab for andet kvartal, der dækker månederne februar, marts og april, der har været præget af minimal rejseaktivitet på grund af coronaudbruddet.

Her forudser Jacob Pedersen et underskud på den forkerte side af 2 mia. kr. , mens hele 2020 kan give et minus på over 5 mia. kr.

"SAS skal i gang med den her proces med at skaffe penge meget snart. Det vil være en god lejlighed at gøre det torsdag i forbindelse med regnskabet. Men man har også mulighed for at vente et par måneder, "siger Jacob Pedersen.

SAS har den danske og svenske stat som sine største aktionærer. De to lande ejer tilsammen 29 pct. af aktierne i SAS.

Den danske regering har flere gange sagt, at man vil gøre, "hvad der skal til" for at få SAS gennem krisen.

SAS varslede i slutningen af april fyringer af 5000 ansatte - svarende til knap halvdelen af de ansatte.

Efterfølgende har SAS' administrerende direktør, Rickard Gustafson, udtalt, at sparerunden sammen med lånet på 2,3 milliarder kroner giver SAS den nødvendige tid til at undersøge yderligere muligheder for økonomisk støtte til selskabet.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier