Antallet af bolighandler falder til det laveste i 15 måneder

Boligmarkedet begynder at minde mere om situationen før krisen end under krisen, vurderer økonom.
af ritzau

Under coronaepidemien har der været høj aktivitet på det danske boligmarked. De seneste måneder er antallet af bolighandler dog generelt skrumpet, og i juli har der været det laveste antal bolighandler i over et år, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

I juli er der blevet handlet 5075 huse og 1580 lejligheder. Det er ikke set lavere i 15 måneder.

Privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer konstaterer, at farten er aftaget på boligmarkedet, hvor den store handelsaktivitet, man så tidligere på året, er skubbet i baggrunden.

"Det er positivt, at boligmarkedet er på vej ind i en anelse mere afslappet periode, hvor vi også ser, at prisstigningerne falder til ro."

"Dagens tal indikerer et boligmarked, som i bund og grund minder mere om det boligmarked, vi så før krisen end under krisen," siger Brian Friis Helmer i en skriftlig kommentar.

I forhold til boligpriserne har de både for huse og lejligheder været højere i juli end et år tidligere. Men stigningerne er imidlertid lavere, end de har været tidligere på året.

I juli har huspriserne været 12,7 procent højere sammenlignet med samme tid sidste år. Samtidig har lejlighedspriserne været 12,3 procent højere.

Brian Friis Helmer har en forventning om, at tendensen med færre handler og faldende boligpriser vil fortsætte i den kommende tid.

"Antallet af til-salg-skilte er vokset i forhold til tidligere på året, hvor der samtidig handles færre boliger."

"Det er med til at tage luft ud af prisstigningerne, hvor vi i tillæg står med de højeste boligrenter på fastforrentede lån i halvandet år, som også bidrager til at lægge en dæmper på prisstigningerne," siger han.

En opgørelse fra Spar Nord viser, at 18 procent af realkreditlånene til ejerboliger og fritidshuse i dag er finansieret med fast rente og afdragsfrihed.

Det Systemiske Risikoråd køber ikke regeringens argumenter for afvisning af indgreb

Regeringen afviser råd om at gribe ind på boligmarkedet

Støttepartier revser minister for at sidde anbefaling om boligindgreb overhørig 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også