Ifølge de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har der været 158.000 forgæves rekrutteringer det seneste halve år på det generelle arbejdsmarked. Det svarer til, at hver tredje opslåede stilling ikke bliver besat. Det er jo alarmerende tal, som burde ruske op i såvel regeringen som i erhvervslivet selv.

Men på trods af denne enorme udfordring med mangel på arbejdskraft så træder man stadig vande på især to punkter; alder og etnicitet. Danske arbejdsgivere ansætter ikke gamle, og de ansætter ikke udlændinge.

Der findes 25-årige, der aldrig tænker en ny tanke

Der må ikke længere spørges til kandidatens alder. Det er en beslutning truffet i den bedste mening for at undgå frasortering alene på grund af alder. Men alder afsløres på andre måder end din fødselsdato. Dit navn afslører dig også. Alle HR-chef kigger langt efter unge, dynamiske ansøgere som Caroline eller Marcus. Hedder du derimod Gitte eller Jan, ja, så når du ikke engang frem til et jobinterview. For Gitte og Jan har med stor sandsynlighed rundet de 50 år, og så er de jo ikke længere innovative, dynamiske og klar til at tænke ud af boksen.

Men hvornår er det præcis, man holder op med det? Har det overhovedet noget med alder at gøre. Der findes faktisk 25-årige, der aldrig tænker en ny tanke, og som føler sig langt mere trygge ved ’vi plejer’ end ved ’lad os tænke ud af boksen’.

Sofie havde åbnet flere døre

Man får helt ondt af lokalpolitiker Lone Yalçınkaya, der oprindelig hed İsminur Yalçınkaya, da hun kom fra Tyrkiet. Som den kloge pige hun er, lugtede hun på et tidligt tidspunkt lunten og tog navnet Lone, så hun undgik at bliver sorteret fra alene på grund af sit fremmedklingende navn. Lone var et populært navn i 1960’erne, men desværre sender navnet Lone i dag signaler om, at man nok er lidt op i årene. Sofie havde nok åbnet flere døre.

Stop klynkeriet!

Jeg vil kalde det for klynk, når en arbejdsgiver, uden at have ledt i 50+ eller den globale fiskedam, fortæller, at han/hun har måttet sige nej til store ordrer, fordi det ikke har været muligt at finde tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere, når man samtidig kan læse blandt andet på sociale medier, at +70 ikke er alderen, men antallet af ubesvarede ansøgninger, en senior i gennemsnit sender uden at få et job – eller bare komme til et jobinterview. Der skal et godt og omfattende netværk til, hvis en ledig +50-årig skal i gang på arbejdsmarkedet igen. For selv en nok så velskrevet jobansøgning alene gør det ikke.

Og tilbage til Lone Yalçınkaya. For her har vi det andet problem. Et godt netværk er nemlig ikke just, hvad man har, hvis man står ved Danmarks grænse med sin uddannelse, sin erfaring og sine drømme i bagagen og ikke kan få lov til at komme ind og bidrage på det ellers hungrende, danske jobmarked. Men her hjælper hverken kvalifikationer eller ungdom. Kun et rødbedefarvet pas kan åbne porten til det forjættede Danmark.

Det klinger hult

Vi plæderer for mere diversitet og nytænkning på arbejdspladserne. Vi vil gerne globalisering. Men det hele klinger hult, når vi udelukkende ansætter fra toppen af bunken – altså de unge, danske ansøgere. Hvorfor åbner vi ikke vores grænser for fremmede arbejdskraft? Hvis jobfesten holdes i Danmark, så inviter dog alle relevante gæster. Hvad er vi bange for? At de ikke finder et job og dermed ikke bidrager, men i stedet forventer hjælp fra en offentlig kasse? I så fald er jeg sikker på, at vi har så mange dygtige medarbejdere i den offentlige sektor, at vi snildt kan finde en løsning til at regulere os ud af det problem.

Jeg savner i høj grad logik og vilje til at ’tænke ud af boksen’ i hele denne jobmarkedssituation. Vil vi have medarbejdere og igen være konkurrencedygtige, eller vil vi hellere slås om de unge, danske medarbejdere, der bliver færre og færre, og dermed fortsat være nødt til at sige ’nej tak’ til den næste store ordre?

Hver anden ledig over 50 år oplever at blive valgt fra

Ældre Sagen: Faktum at seniorer har sværere ved at få arbejde igen