Forbrugertilliden styrtdykker til laveste niveau siden 1988

Forbrugertillidsindikatoren faldt i april til minus 20,9. Det er lavere, end den var under finanskrisen.
Vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag og det kommende år trækker forbrugertillidsindikatoren nedad i april. | Foto: Carsten Ingemann
Vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag og det kommende år trækker forbrugertillidsindikatoren nedad i april. | Foto: Carsten Ingemann
AF RITZAU

Danskernes syn på den økonomiske situation er mere pessimistisk, end den længe har været. Danmarks Statistiks såkaldte forbrugertillidsindikator faldt i april til minus 20,9. Det er et yderligere fald på 6,5 siden marts, hvor tallet hed minus 14,4.

Den er dermed lavere, end den var under finanskrisen og i forbindelse med den første coronanedlukning. Faktisk skal man helt tilbage til 1988 for at finde tilsvarende værdier.

Det hænger ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, formentlig sammen med, at forbrugerpriserne er steget 5,4 procent i marts.

”Danskerne oplever lige nu de kraftigste prisstigninger siden 80’erne, og det påvirker med al tydelighed det økonomiske humør. Samtidig kan den forøgede usikkerhed forbundet med krigen i Ukraine også bære på en rolle i husholdningernes dårligere økonomiske humør,” skriver han i en kommentar til tallene.

Situationen er – trods alt – solid

Den lave forbrugertillid kan betyde, at forbruget falder - også fordi stigende energipriser automatisk betyder, at der er færre penge at bruge af.

Men Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker i Danske Bank, minder om, at udgangspunktet trods alt er ret solidt.

”Ledigheden er fortsat ekstremt lav herhjemme, boligmarkedet har det godt, og mange danskere har opbygget et vist økonomisk manøvrerum oven på coronakrisen, hvor feriepenge og færre muligheder for at forbruge gav flere penge på kontoen,” skriver hun i en kommentar.

Indikatoren sammensættes ud fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor de adspurgte blandt andet bliver bedt om at svare på, hvordan de forventer, at deres egen og landets økonomi vil udvikle sig det kommende år. Er deres forventninger overvejende positive, vil indikatoren også være positiv - og omvendt.

Det er særligt vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag og det kommende år, der trækker indikatoren nedad i april.

Industriens udgifter til energi er mere end fordoblet

”Vanvittig udvikling” i producentpriser vil kunne mærkes hos forbrugerne

Finansminister lover hjælp til pensionister ramt af stigende priser

Forbrugerne er blevet mere bekymrede for deres økonomi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter