PolicyWatch

Færre handler og lavere priser: Nye tider på boligmarkedet

Der er flere boliger at vælge imellem, og priserne falder. Ifølge boligøkonomer skal sælgerne indstille sig på nye tider på boligmarkedet.

Udbuddet af lejligheder og huse i hovedstadsområdet stiger mest i forhold til resten af landet. | Foto: Jens Dresling

På boligmarkedet er stemningen skiftet hen over sommeren, og i juli var der for første gang i flere måneder prisfald på både huse og lejligheder - og vel at mærke i en størrelsesorden, der kan mærkes.

Eksempelvis faldt priserne på huse med en procent, og ejerlejligheder med 1,5 procent i juli. Samtidig er udbuddet af ejerlejligheder vokset med 7,2 procent, og udbuddet af huse med 3,8 procent.

Det viser tal fra Boligsiden, der drives af ejendomsmæglere og ejendomsmæglerkæder. Og de tal, som mæglerne kunne se i juli, tegner et billede af en ny virkelighed på boligmarkedet ifølge to økonomer.

”Priserne er begyndt at give efter for det pres fra stigende renter, højere inflation og den økonomiske usikkerhed, der er bygget op,” siger boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit.

Dermed kan tiderne med et umætteligt boligmarked - særligt i de større byer, hvor priserne fortsatte op, og køberne måtte være stadigt hurtigere og hurtigere på aftrækkeren, lakke mod enden.

”Køberne har fået nogle bedre kort på hånden. Udbuddet er blevet større. Nu begynder priserne også at give efter. Det kan sælgerne nok godt mærke,” siger Mira Lie Nielsen.

Årsagen til prisstigning er indlysende

Hendes vurdering deles af Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre.

”Vi oplever et boligudbud, som er steget. Tidligere på året ramte udbuddet det laveste i omkring halvandet årti. Men det er begyndt at stige hen over foråret og sommeren, så der er mere på hylderne. Der er også blevet mere betænkningstid, for salgstiden er blevet længere. Så man har også forladt det her meget høje tempo på boligmarkedet,” siger han.

”Omvendt er det blevet dyrere at købe og bo i en bolig. Det betyder også, at den her boligefterspørgsel, der har været ekstremt høj de seneste par år, ikke er, hvad den har været.”

Ifølge Jeppe Juul Borre skal man altid se udviklingen på boligmarkedet over flere måneder, før man konkluderer noget for skråsikkert.

Men med hensyn til prisfaldet i juli er det særligt fristende, fordi forklaringen er så ligetil, forklarer han.

”Man ser jo ind i et marked, hvor opvarmning af boligen er blevet dyrere. Renterne er også steget, så når man skal finansiere en bolig, er det også blevet dyrere. På den anden side ser man også ind i et marked, hvor der er blevet mere at vælge mellem,” siger han.

Prisfald kan fortsætte året ud

Når køberne har færre penge at købe for, og der er flere alternativer at vælge imellem, er det ifølge økonomerne naturligt, at det fører til, at køberne vil give mindre for en ny bolig.

Mira Lie Nielsen peger også på, at boligmarkedet ikke bremser lige hårdt op i alle dele af landet. Udbuddet af ejerlejligheder og huse vokser eksempelvis mere i Region Hovedstaden end generelt i hele landet.

”Den markante opbremsning på boligmarkedet ses lige nu på ejerlejlighedsmarkedet, hvor antallet af handler er faldet meget markant. Vi skal tilbage til 2011 for at finde en juli med færre handler. Det er også derfor, at priserne har givet mest efter der,” siger hun.

Hvis årsagerne til prisfaldet er så ligetil, som de to økonomer peger på, så kan man ifølge Jeppe Juul Borre meget vel forberede sig på, at prisfaldet fortsætter året ud.

”Boligmarkedet står i en ny situation. Det fald, vi ser i juli, er formentlig starten på et yderligere fald,” siger han.

Antallet af bolighandler falder - priserne stiger

Inflationen stiger igen - og det er fødevarernes skyld

Finanstilsynet overvejer indgreb mod langt lån

Mere fra PolicyWatch

Ørsted tvinges til at udskyde kulstop

Regeringen beordrer Ørsted til at holde tre kul- og oliefyrede kraftværker i drift frem til 2024. Energiselskabet fastholder mål om CO2-neutralitet i 2025.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

PolicyWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier