Antallet af bolighandler falder - priserne stiger

Man skal tilbage til 2014 for at se et tilsvarende lavt antal solgte boliger i en juni måned, viser nye tal.
Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
af ritzau

Under coronakrisen hørte man konstant om et brandvarmt boligmarked, men boligkøberne har på det seneste holdt lidt igen med købet af drømmeboligen.

Nye tal fra Boligsiden viser således, at de danske ejendomsmæglere fik solgt 6484 boliger i juni. Det fremgår af en pressemeddelelse fredag morgen. Til sammenligning blev der solgt 7712 boliger i maj.

Man skal helt tilbage til 2014 for at se et tilsvarende lavt niveau for antal handler i en juni måned.

”Samtidig kan vi se, at det samlede boligsalg i andet kvartal 2022 ender med at være lavere end i første kvartal i år,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

”Det plejer at være omvendt, og det vidner om et skifte på boligmarkedet, som har rod i flere ting.”

Det er særligt stigende renter, inflation og tårnhøje energipriser, som har gjort det dyrere for potentielle boligkøbere at købe bolig. Det har formentlig fået flere købere til at overveje deres boligkøb en ekstra gang, vurdere kommunikationsdirektøren. Det er både salget af huse, lejligheder og sommerhuse, der er faldet i juni.

Mens bolighandlerne er faldet, så har priserne ikke gjort det samme. Faktisk er priserne på både huse og lejligheder steget marginalt i perioden. Det er en atypisk udvikling, lyder det fra Birgit Daetz i pressemeddelelsen.

”Typisk vil priserne falde, når efterspørgslen falder, og renterne stiger,” siger hun.

”Dertil kommer, at sælgerne er begyndt at give større nedslag i pris, når handlen skal på plads.”

Hun understreger dog også, at udbuddet af boliger til salg er i den lave ende set i et historisk perspektiv. Det kan være med til at holde priserne oppe for nu. Der er derfor mange parametre i spil, som hver især har betydning for udviklingen på boligmarkedet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også