3F vil skaffe flere faglærte ved at sætte ind i folkeskolen

Lørdag har Danmarks største fagforbund 3F kongres, hvor folkeskolens undervisning er i fokus. Minister er enig.
Der kommer til at mangle faglærte i fremtiden. I 2021 viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at Danmark i 2030 vil mangle 99.000 faglærte. Samtidig vil 59.000 ufaglærte være i overskud. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Der kommer til at mangle faglærte i fremtiden. I 2021 viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at Danmark i 2030 vil mangle 99.000 faglærte. Samtidig vil 59.000 ufaglærte være i overskud. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Skolen er blevet alt for boglig og teoretisk, og der er brug for mere undervisning, der er rettet mod praksis.

Det mener fagforbundet 3F, som i et nyt udspil på sin kongres lørdag foreslår at sætte ind i blandt andet folkeskolen.

Det skal være med til at sikre, at der kommer flere faglærte i fremtiden.

”Vi har lige så stille fået opbygget en kultur, hvor alt for få af vores unge går erhvervsuddannelsesvejen”, siger formand Henning Overgaard.

”Derfor er vi nødt til at sætte ind allerede i folkeskolen, så de unge bliver opmærksomme på de her muligheder og kan se det attraktive i dem.”

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er enig i, at der skal kigges på området.

”Hvis man skal pege på to store ting, der skal løses i folkeskolen, så er det ene inklusion. Det andet er, at vi hen over de seneste årtier har gjort skolen til næsten en kopi af gymnasiet”, siger hun.

Hun er klar til at bruge flere penge på området. Hun fortæller, at der det sidste halve år har været møder med forskellige parter på området.

”Der er vi ved at være der, at der ikke er så længe til, at vi kan gå i gang med at træffe politiske beslutninger. For noget af det kræver lovforandring. For eksempel på den måde, vi har skruet afgangseksaminerne sammen på i dag”, siger ministeren.

Udspil til tre mia. kr.

Forslaget er en del af et større udspil fra 3F på i alt tre milliarder kroner, som skal sikre flere faglærte og mere efteruddannelse af lønmodtagerne.

Mere praksisrettet undervisning er dog ikke i første omgang løsningen for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne.

Det vurderer Christian Christrup Kjeldsen, der er centerleder for Nationalt Center for Skoleforskning.

Han mener, at der i stedet bør kigges på, hvilke muligheder der er for at tage uddannelserne forskellige steder i landet.

”Der er noget med den geografiske afstand, og at det er meget tidligt i forhold til at vælge, hvad man vil arbejde med, som en del unge udskyder ved at tage på det almene gymnasium i stedet”, siger han.

3F foreslår også, at erhvervsskolerne og faglærerne skal have et generelt løft for 310 millioner kroner.

Det er der også i forskerens optik brug for - både på den materielle side og for underviserne.

Forbundet vil også have fokus på AMU-skolerne, der er korte uddannelser til blandt andet at videreuddanne faglærte. De skal styrkes for 600 millioner kroner.

Ifølge Henning Overgaard er vi nødt til at investere meget mere i at opkvalificere de faglærte:

”Men også i kortere løft til både ufaglærte og faglærte, hvis vi skal kunne levere det, vi skal. Blandt andet til den grønne omstilling”, siger han.

Ellemann foreslår at forkorte både uddannelser og SU-år

Banker ansætter igen elever og trainees - optaget er øget markant

Horesta: Politisk handling er nødvendig for at styrke beskæftigelsen


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også