Når sagen om Lizette Risgaards påståede krænkelser udviklede sig til et omfang, hvor hun søndag endte med at trække sig som formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), kan det ses som et eksempel på den dominoeffekt, som metoo-sager ofte trækker med sig.

Det siger Christian Groes, der er kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet.

”Andre, der kan genkende det mønster, der beskrives i de første vidnesbyrd, melder sig på banen. Det ligger et yderligere pres på dem, der sidder og skal forholde sig en persons stilling.”

” løbet af få timer og døgn kan nye anklager og bevisbyrden og presset blive så stort, at man må ændre den oprindelige beslutning,” siger han.

Fredag lød det efter et møde i FH’s forretningsudvalg, at der var igangsat en ekstern advokatundersøgelse af sagerne, og at Lizette Risgaard blev i formandsstolen.

Imidlertid trak flere fagforbund støtten til FH-formanden. Formand for HK Anja C. Jensen fortalte til TV 2, at hun havde fået yderligere henvendelser om krænkende adfærd fra Risgaard, som ikke var beskrevet i medierne.

Få timer efter den melding, lød det dog fra FH, at Risgaard gik på orlov, indtil advokatvurderingen var afsluttet.

Søndag morgen trak hun sig fra formandsposten efter et møde i organisationens forretningsudvalg lørdag aften.

Ifølge kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes er det særligt svært at undslippe hårde konsekvenser, hvis en leder har ignoreret tidligere advarsler, og krænkelser er foregået over lang tid.

Han vurderer dog, at hvis en sag er mindre alvorlig og ikke er en del af et langvarigt mønster, så kan det i mange tilfælde være muligt for en leder, der har udvist krænkende adfærd at fortsætte i sin stilling.

”Det kræver, at personen lægger sig fladt ned, erkender problemet, og viser, at vedkommende er villig til at lytte til ofrene,” siger han.

”I tilfældet med Lizette Risgaard ligner det, at hun prøver at undskylde, men alligevel ikke helt har forstået sagens alvor.”

”Hendes håndtering minder om flere andre sager. Det er, som om hun glider af på ansvaret og laver et Frank Jensen-exit, hvor det alligevel er de andres skyld, med rygtesmede, folkedomstol og overdrevne anklager,” siger han.