Kristian Jensen efter produktivitetsfald: Vi arbejder videre

Danske virksomheder og lønmodtagere er blevet mindre værdiskabende per arbejdstime de seneste tre år. Mens danskerne siden første kvartal 2015 har arbejdet 5,5 pct. flere arbejdstimer, er BNP i samme periode kun steget med 4,9 pct.
Det skriver Børsen.
Finansminister Kristian Jensen (V), fremhæver dog, at regeringen har taget en række initiativer, der skal forbedre produktiviteten, og flere er på vej, siger han.
Han forventer, at digitaliseringen kommer til at styrke dansk produktivitet og samtidig fremhæver han, at regeringen har taget initiativer siden 2015, der summerer op i over 10 mia. kr. i øget vækst. Deriblandt planlov, udbudslov, landbrugspakke, PSO-aftale og en energiaftale, der skal have lov til at virke.
Ifølge Kristian Jensen arbejder regeringen på at lave flere tiltag, der kan styrke produktiviteten. Derfor kigger han også i den rapport, som produktivitetskommissionen, der blev nedsat af Thorning-regeringen, har lavet.
"Først og fremmest ligger der stadig rigtigt mange anbefalinger, der arbejdes videre med rundt omkring. Den er på ingen måde hverken gemt eller glemt. Den er tværtimod meget til stede i de diskussioner, vi har," siger Kristian Jensen til Børsen.
Finansministeren understreger dog, at han har svært ved at finde et flertal i Folketinget til at sænke selskabsskatten, hvilket ifølge økonomer ses som et af de mest effektive redskaber til at øge produktiviteten.
Relaterede artikler:
Kristian Jensen advarer mod at lempe budgetlov
For abonnenter