PolicyWatch

DF sår tvivl om pensionsaftale med stor økonomisk betydning

Det vil gå ud over de offentlige finanser, hvis ikke aftale om at øge pensionsalder overholdes, skriver avis. Derudover vil farvel til højere pensionsalder give et lavere arbejdsudbud end ellers.

Finansordfører René Christensen (tv.) er her på vej til finanslovforhandlinger sammen med Martin Henriksen (DF) og forrest Peter Skaarup (DF). | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti sår tvivl om velfærdsaftalen, som er et vigtigt element i dansk økonomi de næste mange år.

Det skriver Berlingske tirsdag.

Velfærdsaftalen blev indgået i 2006 og betyder, at pensionsalderen skal stige i fremtiden. 

Den vurderes af flere økonomer til at have afgørende betydning for de offentlige finanser.

"DF er ikke et parti, der ønsker, at pensionsalderen skal stige," siger DF's finansordfører, René Christensen, til Berlingske. 

"Det er ikke vores ønske, og lige nu er vores indstilling, at der ikke er grundlag for at hæve pensionen yderligere i 2020. Men hvordan det ser ud om to år, kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt."

14,5 år på pension

Målet med aftalen fra 2006 er, at danskerne i gennemsnit skal have 14,5 år på pension. 

Derfor begynder pensionsalderen at stige næste år. Den vil i 2030 have nået 68 år, skriver Berlingske.

Og i 2020 skal Folketinget efter aftalen beslutte at øge pensionsalderen til 69 år i 2035. Det vil ifølge Berlingske efter fremskrivningerne give i alt 17 år på pension, da levealderen er steget mere end forventet.

Men endnu vil DF ikke love at støtte op om at hæve pensionsalderen i 2020.

Sådan lyder udmeldingen, selv om partiet i 2006 altså var med til en aftale, der lagde op til 14,5 års gennemsnitlig pension.

Økonomer er bekymret

Flere økonomer vurderer over for Berlingske, at det vil skabe problemer for dansk økonomi, hvis ikke pensionsalderen hæves yderligere.

Og hos regeringspartierne Venstre og Liberal Alliance får udmeldingen en lunken velkomst, skriver avisen. 

Velfærdsaftalen blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale.

Men hvis bare et af partierne afviser at forøge pensionsalderen, kan det ikke ske som led i velfærdsaftalen, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i Folketingssalen fredag.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier