Ældrefokus fra DF sænker ambitionsniveau for afgifter

Pensionister skal have et større rådighedsbeløb, og det kan gå ud over ambitionsniveauet i forhold til at lette afgifter, siger Dansk Folkepartis finansordfører.
René Christensen.
René Christensen.
AF RITZAU

Når regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag drøfter kultur og afgifter i finanslovsforhandlingerne, så har DF fokus rettet mod de ældre.

Det siger finansordfører René Christensen (DF).

"Pensionisterne skal have et større rådighedsbeløb, det koster nogle penge, og derfor handler det her om, hvor stort ambitionsniveauet skal være i forhold til at lette afgifter. "

"Når vi kommer længere med ældreområdet, kan vi komme tættere på, hvor mange penge der er tilbage til for eksempel afgifter," siger han.

På kulturområdet vil regeringen holde fast i kravet om, at museer, teatre og orkestre årligt skal spare to procent - det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Regeringen vil dog tilbageføre nogle af de sparede penge til institutioner som Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet. DF foreslår at skrotte de årlige besparelser på kulturen.

I forhold til afgifter vil regeringen lette skatter og afgifter for i alt 400 millioner kroner i 2019. Heraf skal 135 millioner kroner være en del af pakken, der skal mindske grænsehandlen.

Det bliver ikke på de områder, at de store slåskampe mellem regeringen og DF vil være, vurderer René Christensen.

De vil finde sted på ældreområdet og i særdeleshed på udlændingeområdet. Her ønsker DF et paradigmeskift med større fokus på hjemsendelser frem for integration.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl synes, at det går "trægt", når det handler om et kursskifte i udlændingepolitikken.

"Jeg havde troet, at regeringen var mere forberedt. Det er ikke ukendt stof, vi kommer med. Det er ikke nye åbenbaringer."

"Vi kommer med det, som folk forventer, at vi kæmper for inde ved forhandlingsbordet," siger Thulesen Dahl.

Når det kommer til kulturområdet, mener DF, at regeringens finanslovsforslag generelt fokuserer for meget på storbyerne. Det har kulturminister Mette Bock (LA) afvist.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også