Regioner revser finanslovudspil: Urimelig forskelsbehandling af erhvervsliv i provinsen

Regeringens finanslovudspil holder hånden under Københavns investeringsfremme, mens provinsen overses, lyder kritikken fra tre regionsrådsformænd. DF vil sikre bedre balance i finanslov.
Stephanie Lose, formand i Danske Regioner, (th.) og Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland, (tv.). | Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Stephanie Lose, formand i Danske Regioner, (th.) og Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland, (tv.). | Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen lægger med sit finanslovudspil op til at svække investeringsfremmeindsatsen i de tre vestdanske regioner på bekostning af Hovedstaden.

Sådan lyder kritikken i et brev til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) fra regionsrådsformændene i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland, som PolicyWatch har læst.

Kritikken kommer, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i erhvervsfremmereformen, der i disse dage behandles i Folketinget, lægger op til at fratage regionerne al indflydelse inden for erhvervsfremme. Det betyder, at Copenhagen Capacity og den vestdanske pendant Vestdansk Investeringsfremme mister deres økonomiske tilskud fra regionerne.

Men hvor Vestdansk Investeringsfremme nu står på umådelig usikker økonomisk grund, kan Copenhagen Capacity glæde sig over, at regeringen har afsat 13,5 mio. kr. til samme formål i finanslovsudspillet.

"Det, vi selvfølgelig opponerer mod, er, at man ender på en løsning, hvor man lader Copenhagen Capacity fortsætte og giver det et selvstændigt budget på finansloven og, sådan som vi læser det, dermed nedlægger Vestdansk Investeringsfremme og siger, at de aktiviteter skal varetages i regi af Udenrigsministeriet. Det virker som en hel urimelig forskelsbehandling," siger Stephanie Lose (V), der er regionsrådsformand for Region Syddanmark og formand i Danske regioner.

International opmærksomhed

Vestdansk Investeringsfremme arbejder for at tydeliggøre Vestdanmark over for internationale investorer og virksomheder i samarbejde med Udenrigsministeriets repræsentanter over hele verden. De tre vestdanske regioner og Udenrigsministeriet har hidtil i fællesskab finansieret Foreningen Vestdansk Investeringsfremme.

Foreningen fungerer som en selvstændig enhed, der har særligt fokus på at tiltrække investeringer til Vestdanmark. Ifølge regionsformanden har enheden vist gode resultater, og hun nævner foreningen som en af de bærende kræfter i tiltrækningen af eksempelvis udenlandske datacentre. I øjeblikket er teknologigiganten Apple eksempelvis i gang med at opføre et stort datacenter i Foulum.

Stephanie Lose fortæller, at Rasmus Jarlov efter små to uger endnu ikke har reageret på henvendelsen, der foruden regionsformændene også er underskrevet af en række erhvervsledere, borgmestre og rektorerne fra Aarhus-, Aalborg- og Syddansk Universitet.

"Det betyder jo, at der ikke vil være et selvstændigt forum, hvor man italesætter udfordringerne i det vestdanske og sætter fokus på, hvordan man tiltrækker investeringer til det vestdanske, hvorimod der vil være det i det østdanske," siger Stephanie Lose.

Som en del af erhvervsfremmereformen nedlægges de regionale vækstfora – samtidig etableres en ny central erhvervsfremmebestyrelse, der overtager ansvaret fra de regionale vækstfora.

Kan de her penge ikke komme gennem den nye erhvervsfremmebestyrelse i stedet for?

"Jo, Vestdanmarks Investeringsfremme kan jo søge om midler, men så forstår jeg stadig ikke forskelsbehandlingen, for så måtte det logiske jo være, at man så sagde præcis det samme til Copenhagen Capacity," siger Stephanie Lose og tilføjer:

"Jeg er helt med på, at der ikke nogen steder står lovet i erhvervsfremmeaftalen, at der ville være en selvstændig forening. Det, jeg opponerer mod, er den her helt, helt klare forskelsbehandling, hvor man har en selvstændig organisation, der har til formål at fremme investeringerne i Østdanmark, men at man undlader at give selvstændig bevilling til dem, der skal stå for det i Vestdanmark, som enten bliver nedlagt eller er henvist til at søge midler."

Fredagsøl på Slotsholmen

Kim Ruberg, der er formand for interesseorganisationen Danmark på Vippen, bakker op om kritikken fra regionsrådsformændene.

"Det føjer sig uhyggeligt til en række andre eksempler på, at når man er en embedsmand på Slotsholmen i København, der skal indstille noget til politikerne, så har man meget svært ved at se forbi de mennesker og de organisationer, som man drikker fredagsøl med. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt," siger Kim Ruberg og tilføjer:

"Vi skal tænke på, at politikerne har besluttet, at vi skal have balance i Danmark, og så er det virkelig galt, at man gang på gang træffer beslutninger, der går den modsatte vej."

DF: Pengene skal fordeles ligeligt

Det har ikke været muligt for PolicyWatch at få en kommentar fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), men ministeriet bekræfter, at de tre regionsformænd har rettet henvendelse til ministeriet og oplyser, at regionerne snart vil modtage et svar.

I Dansk Folkeparti, der i øjeblikket forhandler finanslov for 2019 med regeringen, vil man dog gerne kommentere på henvendelsen.

"Vi er jo enige i, at vi bliver nødt til at kigge på det for at få fordelt pengene ligeligt. Det handler ikke om københavnerbashing, det gør det altså ikke, det handler egentlig bare om, at vi skal have nogle lige muligheder," siger René Christensen, der er finansordfører i Dansk Folkeparti.

Han understreger, at spørgsmålet endnu ikke har været rejst under finanslovsforhandlingerne, men at DF nu vil tage det op.

"Når du sætter penge af til udvikling, er det vigtigt, at udviklingen kan ske i København og selvfølgelig også andre steder i landet. Det kan være, at de 13, 5 mio. kr. skal deles, eller hvis vi kan finde nogle nye penge, kan det være, at vi kan lave noget mere i provinsen," siger Rene Christensen.  

Både Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug og & Fødevarer bakker op om erhvervsfremmereformen, men dele af erhvervslivet har også kritiseret reformen for at være en centraliseringsøvelse, der fjerner lokalt kendskab fra erhvervsfremmeindsatsen.

Derudover har Socialdemokratiet kaldt erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd om en ny it-platform, der er en del af erhvervsfremmereformen, men som først træder i kraft medio 2019 – et halvt år efter erhvervsfremmereformens planlagte implementering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også