Jarlov beskyldes for at vildlede om virksomheders revisionspligt
Opdateret 06.39 med reaktion fra ministeren på Twitter.
Det var en noget overrasket Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk chef i FSR - Danske Revisorer, der fredag eftermiddag kunne se en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet lande i sin mailboks.
I pressemeddelelsens overskrift stod der, at "Ny undersøgelse: Revisionspligt giver ikke færre fejl i årsregnskaber og skatteangivelser."
"Jeg må sige, at det var særligt overraskende at læse den oprindelige pressemeddelelse. Der var overskriften forkert. Derfor ændrer Erhvervsministeriet overskriften senere hen," siger Tom Vile Jensen til PolicyWatch.
I den nye overskrift er kanterne blevet slebet, så konklsusionerne står knapt så skarpe. "Dommedagsprofetierne om tidligere lempelser af revisionspligten holder ikke stik," hedder meddelelsen nu på Erhvervsministeriets hjemmeside.
"Men der er stadig ting i pressemeddelelsen, som ligger på Erhvervsministeriets hjemmeside, der er forkerte," siger Tom Vile Jensen.
Videre i pressemeddelelsen stod der, at "revisionspligt har hverken signifikant betydning for antallet af fejl i virksomheders årsregnskaber eller skatteangivelser."
Undersøgelsen er lavet af Erhvervsstyrelsen, og den fik erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) til tilfreds at udtrykke i pressemeddelsen fra i fredags, at der ikke er belæg for at øge virksomhedernes revisionspligt, som både skatteminister Karsten Lauritzen (V) samt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ellers har argumenteret for.
"Erhvervsstyrelsens rapport viser, at dommedagsprofetierne om tidligere lempelser af revisionspligten ikke holder stik, og at der ikke er nogen signifikant forskel i skatteangivelserne for selskaber med og uden revideret regnskab, om end der er færre fejl i momsangivelserne. Derimod viser undersøgelsen, at den lempede revisionspligt har givet besparelser i milliardklassen til en lang række virksomheder," lød det i fredags fra Rasmus Jarlov.
Modsat konklusion på side 32
Problemet er bare, at konklusion ikke holder vand, mener Tom Vile Jensen. Han har været med i en såkaldt følgegruppe, der har fulgt undersøgelsen fra Erhvervsstyrelsen.
Han henviser til, at der i pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet stadig i dag står, at "revision har ikke signifikant betydning for antallet af fejl i virksomhedernes regnskaber eller skatteindberetninger, dog har reviderede selskaber signifikant færre fejl i momsindberetningerne."
Men dykker man ned i Erhvervsstyrelsens rapport, så kan man læse under "overordnet konklusion" på side 32 den helt modsatte konklusion. På side 32 står der nemlig, at:
"Undersøgelsens resultater viser overordnet, at der er statistisk signifikant forskel i fejlniveauet for årsrapporter uden revisorerklæring sammenholdt med årsrapporter med revisorerklæring. Dette resultat er tydeligt og konsistent for såvel hovedanalysen som de supplerende analyser i perioden 2012-2017."
I et forsøg på at rette op på det, som Tom Vile Jensen mener er en fejlkonklusion fra Erhvervsministeriet, har han sammen med Dansk Erhverv og Finans Danmark sendt et brev til Folketingets Skatteudvalg og Erhvervsudvalg om sagen.
I brevet står der bl.a., at som "tre af de seks deltagere i følgegruppen til undersøgelsen vil vi gerne understrege, at denne hovedkonklusion ikke reflekterer resultaterne af de underliggende analyser."
"Vi mener ikke, at pressemeddelelsen reflekterer de underliggende analyser," siger kontorchef i Finans Danmark Martin Thygesen.
Han bakkes op af Ulla Brandt, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
"Vi har meget svært ved at genkende ministeriets konklusioner på baggrund af det arbejde, vi har været med til," siger hun.
Hvorfor tror du, at konklusionerne i pressemeddelelsen er anderledes end i undersøgelsen?
"Det er jo ret nærliggende, at der har været lempet revisionspligt ad flere omgange, og så tænker jeg, at det skulle vel helst et eller andet sted ende ud i et resultat, der siger, at det var det rigtige at gøre. Det er vel et eller andet sted for at legitimere det, man allerede har gjort," siger Ulla Brandt.
Skal forhandle om revisionspligt
I fredags var flere partier indkaldt til møde i Erhvervsministeriet for at snakke om konklusionerne i rapporten fra Erhvervsstyrelsen. Og de påståede fejl i pressemeddelelsen kan vise sig vigtige, da der snart skal forhandles om, hvorvidt der skal strammes op i revisionspligten for virksomheder for at gøre det sværere for virksomheder bevidst eller ubevidst at snyde i skat.
Allerede i august sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Børsen, at han var åben for at stramme revisionspligten.
"Vi skal diskutere revisionspligten igen, og jeg tror, at det vil føre til, at flere selskaber vil blive pålagt at lave revision," sagde Karsten Lauritzen dengang til avisen.
Derfor kan det være afgørende for de kommende forhandlinger om en mulig strammere revisionspligt, hvordan Erhvervsstyrelsens rapport bliver taget ned af politikerne.
En øget revisionspligt kan nemlig på den ene side være med til at mindske det skattetab, som staten oplever, fordi flere virksomheder ikke betaler den rigtige skat. På den anden side vil en øget revisionspligt øge de administrative byrder for virksomhederne – hvilket er stik imod regeringens ønsker. I Erhvervsstyrelsens rapport står der f.eks., at tidligere lempelser af revisionspligten har sparet erhvervslivet for 1,6 mia. kr. i administrative byrder.
"Vi er helt med på, at man kan spare penge på at fjerne revisionspligt. Men vi mener, at det er underbelyst, hvad der er af ulemper ved ikke at have revisionspligt. Det handler bl.a. om skattetab. Derfor havde vi håbet på, at vi denne gang kunne få en undersøgelse, der viser både forsiden og bagsiden af medaljen ved revisionspligt. Så er det synd, at undersøgelsen på den må bliver forvrænget i den måde, den bliver tolket på," siger Tom Vile Jensen.
Tror du, at Erhvervsministeriet har lavet en fejl i pressemeddelelsen, eller tror du, at man med åbne øjne har strammet pressemeddelelsen for at få den til at passe ind i det, som regeringen gerne vil have?
"Det vil jeg ikke sige noget om, det må du få andre til at vurdere. Men det virker som om, at når det kommer til fordelen ved revision, så sætter Erhvervsministeriet kikkerten op for det blinde øje," siger Tom Vile Jensen.
Sendt brev til to udvalg
Jesper Petersen, skatteordfører i Socialdemokratiet, er en af dem, der har fået brevet med kritikken fra de tre organisationer. Han mener, at erhversminister Rasmus Jarlov har været lige lovlig kreativ i sin markedsføring af lempet revisionpligt.
"Med de udtalelser, der er kommet fra FSR og nogle af de folk, der har været udpeget til at være med i følgegruppen bag rapporten, så lader det til, at man ikke kan være så firkantet og rosenrød, som erhvervsministeren var i sin pressemeddelelse fra i fredags. Vi kender også godt regeringens politiske udgangspunkt. De har været ret langsomme og tilsyneladende ikke så optaget af den her dagsorden. Derfor må man selvfølgelig tage det med et gran salt den måde, som ministeriet udlægger teksten på."
Føler du, at man prøver at føre jer bag lyset med den måde, som ministeriet tolker rapporten på?
"Det ser i hvert fald ud til, at erhvervsministeren mest fremhæver de ting, der passer i hans kram og måske også strammer konklusionerne lige rigeligt."
Hvad gør det for de forhandlinger, I angiveligt snart skal have på en mulig stramning af revisionspligten?
"Vi står samme sted. Men jeg synes, at det altid er klogt at være nøgtern og ærlig af den slags rapporter og ikke prøve at oversælge dem."
Så du mener ligesom FSR, at ministeren forsøger at oversælge den her rapport fra Erhvervsstyrelsen?
"Jeg har ikke haft tid til at læse hele rapporten endnu. Jeg kan bare konstatere, at en del af de folk, der er udpeget til at være følgegruppe bag rapporten, altså ikke mener, at man kan konkludere på den måde, som erhvervsministeren gør. At ministeren går for langt og er for firkantet."
PolicyWatch bad mandag om et interview med Rasmus Jarlov angående rapporten fra Erhvervsstyrelsen om revisionspligt. Først var beskeden fra ministeriet, at ministeren gerne ville stille op til interview. Inden interviewet sendte PolicyWatch en række yderligere spørgsmål angående kritikken fra bl.a. FSR om, at Erhvervsministeriet og erhvervsministeren havde oversolgt budskabet i pressemeddelelsen fra i fredags. Ministeren vendte aldrig tilbage med det lovede interview.
Natten til tirsdag har Rasmus Jarlov dog reageret på denne artikel på Twitter, hvor han skriver:
"Det er nu Erhvervsministeriets pressemeddelelse, de har fundet fejl i. (Hvilket jeg er enig i). Hverken i mine udtalelser eller i selve rapporten. Så det er ikke en helt korrekt udlægning fra jeres side. Selvom det selvfølgelig er mere interessant at koble en minister på," skriver ministeren.
Det er nu Erhvervsministeriets pressemeddelelse, de har fundet fejl i. (Hvilket jeg er enig i). Hverken i mine udtalelser eller i selve rapporten. Så det er ikke en helt korrekt udlægning fra jeres side. Selvom det selvfølgelig er mere interessant at koble en minister på.
— Rasmus Jarlov (@RasmusJarlov) 10. december 2018