DF: Tidlig pension skal være for fysisk nedslidte

Nogle skal have ret til at gå på tidligere pension, mens andre grupper skal gennem en vurdering, mener DF.
AF RITZAU

Folk der arbejder i brancher med stor risiko for fysisk nedslidning, for eksempel murere, skal have ret til at gå tidligere på pension. 

Mens stressede gymnasielærere og andre akademikere må gennem en individuel vurdering, hvis de vil forlade arbejdsmarkedet.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkepartis formand i et interview med Avisen.dk. Her skitserer DF-formanden, hvordan hans parti forestiller sig, at man kan indføre en form for differentieret pensionsalder.

"Når vi taler om ret til tidlig pension, skal vi fokusere på nogle brancher, hvor nedslidning er et reelt problem, og som mange måske tænker, at de skal skynde sig væk fra, inden de bliver nedslidte," siger Kristian Thulesen Dahl til Avisen.dk.

"For jeg forstår godt, at folk i fysisk hårde job tænker, at de ikke kan blive i deres job resten af livet. Fordi det for manges vedkommende simpelthen er for hårdt," tilføjer han.

Debatten om pensionsalderen har taget fart på Christiansborg, efter at Socialdemokratiet har foreslået, at man ud fra "objektive kriterier" skal have ret til at lade sig pensionere tre år før den til enhver tid gældende pensionsalder.

For Socialdemokratiet er det afgørende, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Men direkte adspurgt under lanceringen af forslaget afviste formand Mette Frederiksen ikke at skelne mellem brancher.

Og det er altså det, Thulesen Dahl lægger op til i interviewet med Avisen.dk.

Han forestiller sig en løsning, hvor den nedslidte murer eller fabriksarbejder får en rettighed til at trække sig tidligere tilbage, mens gymnasielæreren, der er gået ned med stress, skal igennem en individuel vurdering.

"Og så er det klart, at det handler om at se på, hvor mange år mureren rent faktisk har været murer - og ikke har holdt en pause på tyve år, hvor man har solgt tøj, og så hopper tilbage, så man kan kvalificere sig til en tidlig folkepension," siger Kristian Thulesen Dahl.

I dag er der mulighed for at få en såkaldt seniorførtidspension, hvis man er nedslidt og kun har fem år tilbage inden folkepensionsalderen. Men ordningen bruges meget mindre, end politikerne havde forestillet sig, da de vedtog den.

Kristian Thulesen Dahl understreger i interviewet, at den ordning skal forbedres.

"Det vigtigste er at lave en ordning, der giver folk en reel mulighed at trække sig tidligere tilbage, hvis de er nedslidte," siger DF-formanden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også