Decentralisering er nøgleord i sundhedsforhandlingerne

Dansk Folkeparti og Alternativet ser forskelligt på begrebet decentralisering i et nyt sundhedssystem.
AF RITZAU

Tirsdag fortsætter forhandlingerne i Finansministeriet om regeringens sundhedsreform.

Ud over regeringen deltager Dansk Folkeparti og Alternativet, som begge har accepteret præmissen om at nedlægge regionerne og som samtidig kræver, at et nyt sundhedssystem skal være mere decentralt.

Men partierne har hver sin definition af, hvad decentralisering betyder i den sammenhæng.

Kristian Thulesen Dahl, der er formand for Dansk Folkeparti, lægger vægt på, at behandlingen af patienterne kommer tættere på borgerne.

"Når vi taler om at nedlægge fem regioner, opretter vi samtidig 21 sundhedsfællesskaber. Det betyder, at vi bringer behandlinger fra regionerne ud til der, hvor folk bor."

"Det er en decentraliseringsøvelse, når man gør det. Men samtidig vil vi gerne sikre, at man kan være sikker på at få en ensartet behandling, uanset hvor i landet, man bor."

"Hvis man skal have et mere ensartet sundhedsvæsen, må Folketinget tage ansvaret på sig og fastsætte nogle overordnede standarder. Og det er der måske nogen, der vil opfatte som centralisering," siger han på vej ind til forhandlingerne.

For Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, handler det derimod om at gøre beslutningsprocessen mere decentral.

"Det er åbenlyst for alle, at hvis man nedlægger regionerne, så skal man erstatte det med noget, der er mere demokratisk."

"For os er det afgørende, at vi får en dybere forståelse af, hvordan man løser den demokratiske udfordring, siger han inden tirsdagens møde."

Det er således ikke nogen nem opgave, som finansminister Kristian Jensen (V) står over for, når det gælder om at samle opbakning til sundhedsreformen.

Men han mener fortsat, at det kan lade sig gøre at nå et kompromis, uden dog at ville gå i detaljer.

"Vi er begyndt at udveksle tanker om, hvordan man konkret kan øge borgerinddragelsen, men det er nok for tidligt at tale om endnu," siger han.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag flertal i Folketinget.

Men fordi det er usikkert, hvor mange mandater de borgerlige partier har efter det kommende valg, handler det om at få så mange andre partier med i aftalen.

På den måde øger man chancerne for også at have det nødvendige flertal bag reformen efter valget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også