Søren Espersen fortryder sin EU-opbakning til Vestager

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har ledt Søren Espersen tilbage på dydens rette vej, siger sidstnævnte.
AF RITZAU

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, skulle ikke have udtrykt sin opbakning til Margrethe Vestager som en mulig kommende formand for EU-Kommissionen. 

Udtalelserne faldt onsdag til Jyllands-Posten, men Søren Espersen fortryder dem nu efter at have talt med DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Det siger Søren Espersen torsdag til Ritzau. 

Spørgsmål: Du siger blandt andet i artiklen, at det vil give Danmark en helt anden indgang, end hvis det havde været en eller anden Jean-Claude Juncker (EU-Kommissionens nuværende formand, red.), der sidder der. Hvad mener du med det?

"Jeg vil sige det på den måde, at jeg har fortrudt, at jeg har ladet mine strøtanker komme ud på den måde. Det har jeg fortrudt. Og jeg har haft en god lang snak med vores formand (Kristian Thulesen Dahl, red.), og jeg vil ikke stå fast på det." 

"Jeg vil sige, at han på en meget kærlig og venlig måde ledte mig tilbage på dydens rette vej. Sådan har det været. Sådan synes jeg, det skal være, sådan skal en formand agere." 

"Han er bestemt ikke enig med mig, og det kan jeg forstå, og så har jeg selvfølgelig skiftet min holdning." 

Hvad har du fået at vide af Kristian Thulesen Dahl?

"Vi har haft en god snak, og jeg er enig med ham i, at det ikke er særlig klogt at komme med sådan nogle strøtanker, når man ikke har luftet det på en ordentlig måde. Så jeg er meget glad for, at vi har fundet ud af det på den her måde." 

"Jeg må sige, at jeg tager afstand fra det, jeg har sagt. Det var utidigt, og det var strøtanker, og dem skulle jeg ikke have ladet gå videre til offentligheden. Partiets holdning er en anden, den er den, som Kristian giver udtryk for, og den er jeg enig i." 

Men er det noget, du vil fortsætte med at drøfte internt i partiet uden måske at tale om det offentligt?

"Det behøver jeg da ikke at drøfte videre. Nu er vi fuldstændig enige om det, og så kan vi komme videre hen over steppen." 

"Og jeg er meget glad for, at jeg på den måde er blevet retledt. Sådan skal det være. Det har jeg også selv gjort over for andre mange gange, så det er fuldt fortjent, at jeg bliver det." 

Så du bakker op om partilinjen?

"Det har jeg alle dage gjort. I alle henseender bakker jeg op om formandens linje, hvad enten det var Pia Kjærsgaard (tidligere DF-formand, red.), og også Kristian Thulesen Dahl. Sådan er det." 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også