Røde partier vil samle byudvikling i ét ministerium
Radikale Venstre og SF’s boligordførere vil samle de forskellige områder inden for samme ministerium. Enhedslisten støtter op, men ønsker ikke at give en konkret liste over områder, som skal samles.
Det skriver Politiken Byrum.
"Der ville være god logik i at få det hele samlet, for jeg er i tvivl, om der bliver samtænkt nok på tværs af sektorerne i dag," siger Rasmus Helveg Petersen, stedfortrædende boligordfører for Radikale Venstre, til Politiken Byrum.
Kirsten Normann Andersen, boligordfører for SF, og Søren Egge, boligordfører for Enhedslisten, bakker op om forslaget, skriver mediet.
Det vil kræve en samling af områder fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, som tager sig af bl.a. lejeboliger, og fra Erhvervsministeriet, der tager sig af f.eks. planloven samt Kulturministeriet som tager sig af fredninger.
Resultatet af gårsdagens folketingsvalg tyder på, at Mette Frederiksen (S) skal danne regering og dermed beslutte fordelingen og eventuelle ændringer i de nuværende ministeriers opgaver.
Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstersite, EjendomsWatch.