OVERBLIK: V-formandskab tørner sammen måneder efter valget

Det er ikke altid guld og grønne skove i partiet Venstre. Få overblik over konflikten i partiledelsen her.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er postyr i Venstres ledelse.

Mens partiformand Lars Løkke Rasmussen flere gange har talt om fordelene ved at danne regering hen over midten i dansk politik, har næstformand Kristian Jensen derimod sagt, at en SV-regering ikke er den rette vej at gå.

Det har skabt splittelse i det liberale tidligere regeringsparti, hvor Kristian Jensen direkte er blevet opfordret til at træde tilbage som næstformand for partiet.

Få overblik over forløbet her:

* 7. maj: Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalg til afholdelse 5. juni.

* 15. maj: Samtalebogen "Befrielsens Øjeblik" bliver udgivet. I den deler daværende statsminister Lars Løkke sine tanker op til det forestående folketingsvalg. Han siger blandt andet, at et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre er et "rigtigt forslag". Mette Frederiksen (S) afviser den idé.

* 4. juni: Løkke fortæller, at hans førsteprioritet er at danne regering hen over midten med S. Mette Frederiksen (S) afviser igen den idé.

* 5. juni: Rød blok vinder valget. Blå blok taber regeringsmagten, selv om Venstre får et flot valg og går ni mandater frem.

* 5. august: Venstres folketingsgruppe vælger partiets ledelse. Jakob Ellemann-Jensen, Kristian Jensen og Sophie Løhde får posterne som henholdsvis politisk ordfører, gruppeformand og gruppenæstformand.

Lars Løkke slår fast, at Venstres ambition stadig er et bredt politisk samarbejde. Han siger, at "de meldinger, Venstre gav i valgkampen, selvfølgelig er nogle, vi vedstår os".

Kristian Jensen giver samme dags morgen - inden gruppemødet - et længere interview med Berlingske. Det bringes tre dage senere i avisen.

* 8. august: Berlingske bringer interviewet med V-næstformand Kristian Jensen. Han siger blandt andet, at Venstre bør droppe tanken om at danne en SV-regering. Det skaber røre i det liberale parti.

En rundspørge foretaget af Berlingske viser, at en del af Venstres bagland bakker op om Kristian Jensens udtalelser.

* 9. august: Venstre holder sommergruppemøde. Flere medier erfarer undervejs, at partiets nestor, tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, har opfordret Kristian Jensen til at gå af som næstformand og gruppeformand.

På det efterfølgende pressemøde glatter Kristian Jensen ud i forhold til flere af de udtalelser, han har givet til Berlingske.

Jensen siger også, at han "ville ønske", at han havde givet sin kritik af Løkkes tanker om en SV-regering alene til gruppen.

Lars Løkke og Kristian Jensen slår fast, at aftalen om det delte formandskab står fast. Begge vil stille op til genvalg på deres respektive poster på partiets landsmøde til november, siger de.

Claus Hjort Frederiksen bekræfter efter pressemødet for rullende kamera indirekte, at han har opfordret Kristian Jensen til at gå af. Han mener, at næstformanden har opført sig illoyalt, og at han bruger sine poster "til at underløbe partiets formand".

Kristian Jensen afviser efterfølgende at kommentere Hjorts opfordring.

Ellemann-Jensen vil bevare nuværende V-formandskab

Claus Hjort vil af med Kristian Jensen som V-næstformand

Løkke holder fast og vil ikke begrave SV-regering

Medier: Claus Hjort kræver Kristian Jensens afgang 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også