Uffe Elbæk bliver Alternativets gruppeforperson

Uffe Elbæk, der er politisk leder for Alternativet, bliver også partiets gruppeforperson.
Det meddeler partiet i en pressemeddelelse.
Alternativet afholder mandag og tirsdag sommergruppemøde i København, hvor de forskellige ordførerposter bliver fordelt.
Uffe Elbæk overtager posten som gruppeforperson fra Carolina Magdalene Maier.
Hun opnåede ikke genvalg, da der 5. juni i år var valg til Folketinget.
Både Uffe Elbæk og Carolina Magdalene Maier var ved valget opstillet i Københavns Storkreds.
Her opnåede Alternativet kun et enkelt mandat, og det tilfaldt partilederen, som fik cirka tre gange så mange stemmer som sin partifælle.
Carolina Magdalene Maier blev i december sidste år gjort til Alternativets gruppeforperson, efter at hun tidligere var politisk ordfører.
I december blev Rasmus Nordqvist gjort til politisk ordfører, og den post får han lov til at beholde.
Alternativets folketingsgruppe består desuden af Torsten Gejl og de nyvalgte Sikandar Siddique og Susanne Zimmer.
Partiet fik et skidt valg og gik tilbage fra 9 til 5 mandater i forhold til valgresultatet i 2015.
Tidligere gruppeformand: Alternativet må have ny ledelse
Alternativets medlemmer vil have ny politisk leder efter "dårligt" valg