Ellemann vil fordøje krise inden udmelding om kandidatur

Jakob Ellemann-Jensen vil ikke kommentere eventuelt kandidatur til formandspost efter Løkkes afgang. Partiet skal vælge ny formand og næstformand i september.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Jakob Ellemann-Jensen vil ikke be- eller afkræfte, at han stiller op som formandskandidat i Venstre, efter at Lars Løkke Rasmussen lørdag valgte at trække sig fra posten.

"Lars Løkke Rasmussen har trukket sig, og det betyder, at vi står i en svær situation, men i dag har vi brug for at få plads til at sætte os ned og kigge ud over fjorden," siger han ved partiets hovedbestyrelsesmøde i Brejning.

"Det kalder på refleksion og omtanke, fordi vi skal videre, og vi skal videre sammen. Men i dag skal vi have lov til at tænke os om og ære dem, der har gjort en fantastisk indsats for vores parti og vores land," tilføjer han.

Jakob Ellemann-Jensens navn er blevet nævnt flittigt som det varmeste bud på en afløser for Lars Løkke Rasmussen.

Den politiske ordfører insisterer dog på at vente med at kommentere et eventuelt kandidatur til posten.

"Jeg vil ikke give noget svar i dag af de grunde, jeg lige har nævnt," svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt han stiller op som formand for Venstre. 

Lars Løkke Rasmussen valgte sammen med næstformand Kristian Jensen at trække sig fra den politiske ledelse i Venstre lørdag formiddag.

Det skete efter stor politiske uro i partiet, hvor både navngivne og unavngivne Venstre-folk har krævet udskiftning på formandsposterne.

Lars Løkke Rasmussen havde indtil lørdagens hovedbestyrelsesmøde i Brejning insisteret på at lade det være op til de delegerede at vælge partiets formand på et landsmøde. 

Lørdag valgte Lars Løkke Rasmussen at forlade hovedbestyrelsesmødet. Kort efter kom annonceringen om, at han forlader formandsposten. 

Venstre-profilen Claus Hjort Frederiksen har kaldt lørdagens udvikling "tragisk" og en "kortslutning af den demokratiske proces". 

"Jeg tror, vi alle sammen er overvældet af en masse følelser i dag. Derfor reagerer vi forskelligt, og det skal vi give plads til," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre skal vælge ny formand og næstformand i september på et ekstraordinært landsmøde 21. september i Herning.

Venstres pressetjeneste oplyser, at formand Lars Løkke Rasmussen har trukket sig med øjeblikkelig virkning. Derfor bliver Kristian Jensen fungerende formand i perioden op til det ekstraordinære landsmøde i september.

Der er endnu ingen personer, der har meldt sig som kandidater til posten som partiets nye formand.

Lars Løkke trækker sig som formand for Venstre

Venstres Kristian Jensen trækker sig som næstformand

Venstre suspenderer seks timer langt møde om uro i partiet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også