S-minister kører videre med VLAK-regeringens plan for faglærte fra Sydeuropa

Den danske myndighedsindsats for at rekruttere faglærte i Sydeuropa, som den tidligere regering søsatte, nåede aldrig at forlade havnen, inden folketingsvalget tøjrede den til kajen. Nu blæser den nye beskæftigelsesminister dog atter vind i sejlene.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Den danske rekrutteringsmyndighed Workindenmark skal søge efter faglært arbejdskraft i Sydeuropa, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Han er dermed klar til at fortsætte, hvor den tidligere blå regering slap.

"Hvis virksomhederne ikke kan finde de kompetencer, de har brug for herhjemme, er det selvfølgelig fint at finde dem i Europa," udtaler Peter Hummelgaard i et mailsvar til PolicyWatch.

Den tidligere regering lagde i foråret skinnerne til en plan, der skulle få flere faglærte i Sydeuropa til at tage turen til det danske arbejdsmarked. Konkret blev Workindenmarks rekrutteringsindsats udvidet fra et snævert fokus på højtuddannet arbejdskraft til også at inkludere faglærte.

"Det vil gavne de danske virksomheder, hvis Workindenmark også kan hjælpe med at rekruttere faglært udenlandsk arbejdskraft," udtalte daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tilbage i april måned.

Planen måtte dog blive på perronen, da den blev overhalet indenom af et Folketingsvalg og et regeringsskifte, og arbejdet med at udvide indsatsen til også at inkludere faglærte har været sat i bero over sommeren, oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering over for PolicyWatch.

Ikke alle faglærte er velkomne

Peter Hummelgaard vil nu sørge for at planen ruller videre, så danske virksomheder kan finde faglært arbejdskraft i Sydeuropa.

"Det mener jeg godt, at Workindenmark kan hjælpe dem med," udtaler beskæftigelsesministeren.

Men han slår samtidig fast, at arbejdet skal ske inden for rammerne af det forståelsespapir, regeringen og dens støttepartier blev enige om i forbindelse med regeringsdannelsen.

Her står der, at "en ny beskæftigelsesminister vil få bemyndigelse til at definere indenfor hvilke stillingsbetegnelser, der kan rekrutteres på baggrund af objektive kriterier for manglen på arbejdskraft."

Eller sagt på en anden måde: Det er ikke alle faglærte fra Sydeuropa, regeringen vil have til Danmark.

"Det kræver som sagt, at der er tale om faglært arbejdskraft, som vi ikke selv har nok af her i Danmark, så det ikke sker på bekostning af danske ledige. Hvordan vi skal afgrænse det, er vi lige nu ved at se nærmere på," lyder det i mailsvaret fra Peter Hummelgaard.

Virksomheder har brug for arbejdskraft

Meldingen fra ministeren er godt nyt for danske virksomheder, mener Dansk Industri (DI).

"Det er meget positivt, hvis Workindenmark kan hjælpe virksomhederne med at rekruttere både højtuddannet og faglært arbejdskraft," siger Linda Duncan Wendelboe, der chef for DI Global Talent.

"Det er både på det højtuddannede og det faglærte område, at virksomhederne har svært ved at finde de rette kompetencer i Danmark, så det giver rigtig god mening at udvide Workindenmarks opdrag."

Ud over Workindenmarks indsats vil regeringen oprette fem jobcentre i Sydeuropa, der skal hjælpe med rekrutteringen. Men regeringen må ikke stirre sig blind på Europa, mener Linda Duncan Wendelboe.

"Når vi ser på manglen på kvalificeret arbejdskraft, så anbefaler vi, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde kompetencerne i Europa, men det er ikke gjort med det. Vi er også nødt til at kigge ud over Europas grænser. Frem for et geografisk perspektiv, skal vi have fokus på, hvor i verden de kompetencer, som virksomhederne mangler, er, og så lave en målrettet indsats for at tiltrække dem," siger hun.

Presset på arbejdsmarkedet er aftaget

Mangel på kvalificeret arbejdskraft har været årsagen til en af de største panderynker hos dansk erhvervsliv de seneste år. Men problemerne er ifølge de økonomiske vismænd aftagende.

I en rapport om dansk økonomi, som vismændene kom med i juni, stod der, at presset på arbejdsmarkedet siden sidste efterår har vist sig "i nogen grad at være aftaget."

"Vi ser ikke et tiltagende pres på arbejdsmarkedet, og vi har heller ikke set, at lønningerne er steget mærkbart," sagde overvismand Michael Svarer dengang til PolicyWatch.

"Vi vurderer, at arbejdsmarkedet er i nogenlunde balance med en lille risiko for overophedning, men at det pres er taget lidt af," tilføjede han.

Ifølge Dansk Industri er der dog fortsat brug for, at politikerne gør noget for at gøre den nødvendige arbejdskraft tilgængelig for virksomhederne.

"Virksomhederne har rigtig svært ved at finde de kvalificerede medarbejdere, de skal bruge. Så det her er ikke en problemstilling, der er løst eller ved at være det. Vi er nødt til også fremover at se på, hvordan vi kan sikre, at virksomhederne har adgang til de kompetencer, de har brug for," siger Linda Duncan Wendelboe.

Socialdemokratiet vil ifølge regeringens forståelsespapir åbne en smule for mere udenlandsk arbejdskraft. Men først og fremmest vil statsminister Mette Frederiksen (S) fokusere på det, hun kalder for arbejdsudbudsreformer 2.0. Det dækker over reformer, der kredser om opkvalificering og efteruddannelse frem for at øge pensionsalderen eller importere arbejdskraft, som den tidligere regering har gjort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også