Minister: Ikke hjemmel til at lade dab-udbud gå om

Ved et møde i Kulturministeriet har partier udfrittet Radio- og tv-nævn om forløbet omkring dab-udbuddet.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er ikke juridisk hjemmel til at lade dab-udbuddet gå om, siger fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til TV2 News efter et møde i Kulturministeriet tirsdag.

"Rent juridisk er der ikke noget at komme efter, men kigger man på hele forløbet, kunne man godt have tænkt sig, at noget kunne være anderledes," siger han.

Det er op til Radio24syv, hvis der skal gøres mere i sagen, lyder det fra Rasmus Prehn. Han nævner, at Radio24syv har mulighed for at anlægge en retssag eller få Folketingets Ombudsmand til at kigge på sagen.

"Man kan som krænket part - eventuelt en radiokanal, der ikke vandt udbuddet - vælge at anlægge en retssag. Hvis ikke man vil bruge den mulighed, kan man anspore til, at Ombudsmanden kigger på sagen," siger Rasmus Prehn.

Han understreger, at han som minister ikke vil gøre mere i sagen.

"Jeg har lyttet til, hvad nævnet har sagt. Vi har et armslængdeprincip, og derfor har vi ikke juridisk muligt for at foretage mere."

Der har været stor diskussion, efter at Radio24syv tabte udbuddet om en ny DAB-kanal, som mange havde anset som radiokanalens redning.

Ved mødet i Kulturministeriet har Folketingets partier haft mulighed for at udspørge Rasmus Prehn og Radio- og tv-nævnet om forløbet.

Både SF, De Radikale og Venstre er ikke tilfredse med de svar, de har fået, og håber, at Folketingets Ombudsmand vil kigge på sagen, lyder det efter mødet.

Enhedslisten har slået til lyd for en rigsrevisionsundersøgelse af sagen, og det bakker SF op om, skriver medieordfører Jacob Mark på Twitter.

To af de i alt seks statsrevisorer skal kræve en undersøgelse, for at Rigsrevisionen skal tage sagen op.

Også Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, ønsker, at en uvildig part undersøger forløbet, sagde han, da han forlod mødet som den første.

Liberal Alliance vil fortsat have DAB-udbud undersøgt

Enhedslisten vil have Rigsrevisionen til at undersøge DAB-udbud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også