Minister oplyste forkert tal om ansøgerfeltet til stilling i Landbrugsstyrelsen

Der var 32 ansøgere til stillingen som vicedirektør i Landbrugsstyrelsen på Als, da den blev slået op i august, og ikke seks, som fødevare- og fiskeriminister Mogens Jensen (S) onsdag berettede under Folketingets spørgetime. Det skriver Jyllands-Posten.
Mogens Jensen oplyste, at én af de seks ansøgere blev fundet egnet til posten, men at vedkommende sprang fra. Seks var imidlertid ikke det samlede antal af ansøgere, men antallet af kandidater, der blev indkaldt til samtale. I alt søgte 32 stillingen.
"Jeg kom simpelthen til at lave en fortalelse. Jeg er kommet til at oplyse antallet af kandidater til samtale i stedet for antallet af ansøgere, det beklager jeg," lyder det i et skriftligt svar fra Mogens Jensen til Jyllands-Posten.
Landbrugsstyrelsen er én af de statslige arbejdspladser, som helt eller delvis er blevet flyttet ud af Hovedstadsområdet – for Landbrugsstyrelsens vedkommende delvis til Augustenborg. I et nyt forsøg på at få vicedirektørstillingen besat er arbejdsstedet blevet gjort mere fleksibelt. I dén ombæring søgte 19 personer jobbet – altså færre end de 32, der søgte i første omgang. Spørgsmålet om vicedirektørstillingen behandles på et samråd onsdag, og bl.a. Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, og Dansk Folkepartis ditto, Lise Bech, stiller sig kritisk over for sagen.
Relaterede artikler:
Udflytnings-manøvre har forringet vismænds arbejde
For abonnenter