IT-Branchen glæder sig over politisk fokus på STEM-kompetencer

Uddannelses- og Forskningsministeriet kunne søndag præsentere en ny aftale, der sender 102 mio. kr. til uddannelsesinstitutionerne øremærket til at optage flere på STEM-uddannelserne. Det glæder IT-Branchen, it-selskabernes brancheorganisation, som kalder det 'en julegave til de unge'.
Foto: PR
Foto: PR

Regeringen har sammen med et samlet Folketing på nær Nye Borgerlige besluttet at fordele 102 mio. kr. mellem 2019 og 2022 til, at optaget på STEM-uddannelserne på landets uddannelsesinstitutioner kan  øges.

"STEM-uddannelserne er kendetegnet ved, at de nyuddannede kommer lettere i job end på mange andre uddannelser. Derfor er det ærgerligt, når en ansøger, som lever op til alle adgangskravene, bliver afvist alene, fordi der ikke er pladser nok på en uddannelse. Det gør vi nu noget ved," udtaler Uddannelses- og Forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), i en pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside.

Og de nye midler til større optag glæder IT-Branchen, ITB, de danske it-selskabers brancheorganisation, som i en årrække har arbejdet for, at der blev uddannet flere unge med it-kompetencer.

"Det er lige den julegave, vi har ønsket os. Og noget der er langt vigtigere end en hvid jul. For det betyder, at langt flere unge kan komme ind på deres drømmestudie," lyder det fra chef for politik og kommunikation i ITB, Mette Lundberg, i en pressemeddelelse fra organisation.

"Manglen på it-folk hæmmer innovationen i den danske it-sektor. Det er ikke bare skidt for branchen, men også for resten af Danmark der f.eks. har brug for teknologiske svar på klima-udfordringerne," fortsætter hun.

Fordeles dér, hvor ansøgere blev afvist

De seneste to år er der ifølge ministeriet blevet afvist over 800 kvalificerede ansøgere på STEM-uddannelserne om året, og på IT-universitet i København oplevede man i sommer at måtte afvise hver tiende ansøger.

Også i it-virksomhederne mærker man flaskehalsen, når det kommer til rekruttering af nye kompetencer. Ifølge ITBs It-barometer måtte 45 pct. af de danske it-virksomheder i 2019 opgive at besætte opslåede stillinger, hvilket samtidig betød, at 30 pct. af virksomhederne måtte takke nej til ordrer.

På ministeriets hjemmeside fremgår det, at de 102 mio. kr. vil blive fordelt blandt de uddannelsesinstitutioner, som har måtte afvise ansøgere i løbet af de seneste to år.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch)

Dansk Byggeri ser nemme klimagevinster i 23.000 kommunale ejendomme

Byggeriets hårde hunde er klar til (klasse)kamp 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også