PolicyWatch

Ledige får igen pligt til at søge og tage imod job

Under coronakrisen har flere krav til ledige været suspenderet, mens landets jobcentre har været lukket.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Jobcentre og a-kasser åbner, og ledige får igen pligt til at søge og tage imod henviste job.

Det fremgår af en ny bekendtgørelse for beskæftigelsesindsatsen.

Landets jobcentre har stort set været nedlukket, siden Danmark i bestræbelserne på at inddæmme coronavirusset lukkede store dele af den offentlige sektor.

Og under coronakrisen har flere krav som at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende været suspenderet.

Men fra onsdag den 27. maj vil store dele af beskæftigelsesindsatsen igen blive åbnet.

Der vil i jobcentrene i Region Hovedstaden og Region Sjælland blive holdt samtaler digitalt af hensyn til den fortsatte smittefare.

Men i Region Nord-, Midt- og Sydjylland vil der også blive åbnet for fysiske møder med sagsbehandlere. Det vil ske, så snart de fysiske rammer er på plads, så det kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.

Fra dags dato genindføres pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i hele Danmark, og de ledige skal derfor søge job og tage imod henviste job.

Det betyder samtidig, at den ledige kan blive mødt af sanktioner fra jobcenteret og a-kassen, hvis man ikke lever op til kravene.

De ledige skal igen lægge cv-oplysninger på Jobnet, og dagpengemodtagere skal have cv-samtaler med a-kassen.

Samtidig kan der igen igangsættes virksomhedsrettede tilbud i hele landet.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland kan det dog kun ske hos private virksomheder, da de offentlige arbejdspladser øst for Storebælt endnu ikke er åbnet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger, at der er "stort behov" for, at beskæftigelsesindsatsen sættes i gang igen.

"Det glæder mig, at vi er kommet så langt med at inddæmme coronavirusset, at vi mere systematisk kan få gang i jobcentrene og a-kassernes hjælp til ledige og virksomheder," siger han i en pressemeddelelse.

"Der er kommet mange flere ledige under krisen, men vi oplever samtidig, at der bliver slået mange stillinger op, og situationen giver også mulighed for nye job for eksempel med testfaciliteter og ekstra rengøring."

/ritzau/

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier