Josephine Fock trækker sig som Alternativet-leder

Alternativet skal have en ny politisk leder. Josephine Fock trækker sig med øjeblikkelig virkning.
"Jeg har lagt al min kærlighed i Alternativet, men det har været svært at samle partiet," lyder det fra Josephine Fock. | Foto: Andreas Merrald
"Jeg har lagt al min kærlighed i Alternativet, men det har været svært at samle partiet," lyder det fra Josephine Fock. | Foto: Andreas Merrald
AF RITZAU

Josephine Fock har lørdag valgt at trække sig som politisk leder af Alternativet med øjeblikkelig virkning. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen står der, at Josephine Fock erkender, at "opgaven med at samle partiet har været for svær".

Der sættes ifølge pressemeddelelsen omgående gang i en proces for at finde en afløser.

"Jeg har lagt al min kærlighed i Alternativet, men det har været svært at samle partiet. Alternativet er mit hjerteblod, og jeg var selv med til at stifte projektet i 2013," siger Josephine Fock i meddelelsen.

"Derfor er det også vigtigt for mig, at partiet kommer godt videre og får et godt kommunal- og regionsrådsvalg næste år og et godt folketingsvalg, når det kommer."

Partiets pressetjeneste oplyser, at Josephine Fock ikke ønsker at stille op til et interview lørdag.

Til gengæld vil partiets medlem af Folketinget, Torsten Gejl, gerne stille op, og han takker Josephine Fock for hendes arbejde som politisk leder.

"Hun har gjort et kæmpe stykke fodarbejde, siden hun kom ind som politisk leder for partiet. Hun har været med til at genskabe en kontakt til vores rødder og lave politikudvikling nedefra," siger han.

Torsten Gejl ønsker ikke at uddybe, hvad det er for en splittelse i Alternativet, som Josephine Fock ikke mener, at hun kan samle. Men han mener, der er gode forudsætninger for Alternativets vej frem:

"Vi har et kanonstærkt bagland, og jeg synes, at vi har Folketingets bedste partiprogram. I øjeblikket sidder vi og forhandler i alle ministerier næsten, så det har vi tænkt os at fortsætte med. Og så vi skal have fundet en ny politisk leder," siger han.

Spørgsmål: Er du en kandidat til det?

"Jeg sidder og forhandler i mange ministerier og har rigtig travlt på Christiansborg med at skabe vores resultater, så jeg skal ikke være politisk leder," svarer Torsten Gejl.

Alternativet jagter kommunalpolitisk succes efter hårdt år 

Partier kritiserer Kofods ministerpost grundet gammel sag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også