Regionernes formand vil være V-næstformand efter partikrise

Stephanie Lose vil være næstformand i Venstre, redefinere rollen og arbejde på "de indre linjer". Viborgs borgmester opgiver samtidig at stille op til posten.
Torsdag skriver regionernes formand på Facebook, at hun stiller op til posten. | Foto: Tariq Mikkel Khan
Torsdag skriver regionernes formand på Facebook, at hun stiller op til posten. | Foto: Tariq Mikkel Khan
af ritzau og Iben Schmidt

Den første kandidat har meldt sig til at udfylde den tomme næstformandsstol i Venstre efter Inger Støjberg.

Det er Stephanie Lose, der i dag er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Torsdag skriver hun på Facebook, at hun stiller op til posten. Og hvis hun bliver valgt, har hun tænkt sig at fortolke rollen anderledes end sine forgængere. Hun vil med egne ord "redefinere" rollen som næstformand i partiet:

"Hvis Venstres medlemmer vælger mig som næstformand, er det min hensigt at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til formanden og folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne."

"Det er min tro, at en næstformand med rod i Venstres kommunale og regionale bagland vil være en styrke for partiet og for vores formand. Og så jeg gør det med et ønske om at redefinere næstformandsposten," lyder det videre.

Posten som næstformand i Venstre blev ledig, da Inger Støjberg trak sig efter uenigheder med formand Jakob Ellemann-Jensen. Ifølge Støjberg selv trak hun sig, fordi Ellemann-Jensen insisterede på det.

Stephanie Lose noterer sig, at hun modsat sine forgængere ikke er medlem af Folketinget. Og det har hun ingen intentioner om at blive, hvis hun bliver næstformand, skriver hun.

Dermed bliver Stephanie Lose også den første, der fuldtonet og uden forbehold melder sig som kandidat til posten.

Viborg-borgmester ønsker ikke kampvalg

Med formandens udmelding, siger Viborgs borgmester Ulrik Wilbek, at han ikke ønsker et kampvalg om næstformandsposten i Venstre, og opgiver derfor at stille op til posten.

Det fortæller han til Tv Midtvest.

"At jeg i første omgang overhovedet overvejede at stille op, var jo, fordi jeg blev spurgt. Og nogen skal jo gøre det. Det var nemlig slet ikke en ambition fra min side, slår han fast," siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek. | Foto: Ernst van Norde

"Som jeg har sagt før, så betyder det, at jeg ikke stiller op," siger Ulrik Wilbek til eftermiddag til mediet.

Han tilføjer, at han er tilfreds med, at Stephanie Lose nu vælger at stille op.

Blev nævnt kort efter, posten blev ledig

Stephanie Loses kandidatur har været nævnt som en mulighed allerede kort efter, at posten blev ledig.

Kort efter Inger Støjberg trak sig fra posten som næstformand, blev Stephanie Lose fremhævet af eksempelvis tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og EU-parlamentariker Søren Gade som et oplagt valg.

Venstre skal vælge en næstformand på et ekstraordinært landsmøde 24. januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også