Venstre kritiserer forhandlinger: Der er forskellige spilleregler

Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige er ikke imponeret over regeringens genåbningsproces.
"Jeg synes, det er lidt besynderligt, at der er et sæt spilleregler, når man taler med blå partier, og et andet sæt spilleregler, når man taler med røde partier," siger Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: LISELOTTE SABROE
"Jeg synes, det er lidt besynderligt, at der er et sæt spilleregler, når man taler med blå partier, og et andet sæt spilleregler, når man taler med røde partier," siger Jakob Ellemann-Jensen. | Foto: LISELOTTE SABROE
af ritzau

Der var ingen beregninger som grundlag for tirsdagens aftale om yderligere genåbning på skoleområdet, lyder det onsdag fra Statens Serum Institut (SSI).

"Lige præcis de genåbninger, der er meldt ud nu, der har vi ikke præcise beregninger, der belyser dem. Der sidder vores modellører og regner videre på, hvad det kommer til at betyde fremover," siger direktør Henrik Ullum til DR Nyheder.

Det undrer Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre.

Han fortæller, at Venstre blev bedt om at forlade genåbningsforhandlingerne i februar, fordi de foreslog at åbne steder, hvor der ikke var beregnet.

"Jeg synes, det er lidt besynderligt, at der er et sæt spilleregler, når man taler med blå partier, og et andet sæt spilleregler, når man taler med røde partier. Hvis man mener, at man gerne vil et bredt samarbejde, må der gælde samme betingelser," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han siger, at det er "helt rimeligt", at der ikke kan regnes på alt.

"Jeg forstår bare ikke, at regeringen, når de taler med os, insisterer på, at vi kun kan tale om ting, der er regnet på. Vi skulle have været med i det rum, og jeg synes det er ærgerligt, at regeringen insisterer på at føre blokpolitik."

Meldingen om manglende beregninger undrer til gengæld ikke Søren Pape, formand for De Konservative.

"Det er, som det har været hele tiden. Det handler om, hvad der passer regeringen. Når der er noget, den gerne vil, så er det en politisk beslutning. Og når der er noget, den ikke vil, så er det eksperterne, den lytter til. Sådan har vi haft det hele tiden," siger Søren Pape.

Heller ikke Nye Borgerlige er imponeret.

"Det siger alt om, at man bruger beregningerne, som man har lyst til," siger Pernille Vermund.

Henrik Ullum slår dog til DR Nyheder fast, at genåbningen er "sundhedsfaglig forsvarlig".

Da regeringen sammen med støttepartierne aftalte den første genåbning i år i februar var den baseret på beregninger af forventet smitteudvikling fra en ekspertgruppe og efterfølgende indstillinger fra en indsatsgruppe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også