Minister om genåbning: Ikke alle kan testes mellem 16 og 18

Danmark har testkapacitet til at kunne håndtere, at et en stor del af befolkningen skal tage test hyppigt, men det er nødvendigt at udvise fleksibilitet, lyder det fra justitsminister.
Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde
AF RITZAU

Danmark har testkapacitet til at kunne håndtere, at en stor del af befolkningen skal testes hyppigt i forbindelse med genåbningen - blandt andet for at kunne bruge deres coronapas.

Sådan lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), der står i spidsen for regeringens teststrategi i forbindelse med coronaudbruddet.

"Når det er sagt, kan jeg ikke udelukke, at der kan opstå lokale udfordringer, hvor vi så må ind og tilpasse kapaciteten. Men vi kommer til at skulle bede om fleksibilitet fra danskerne."

"Vi kan ikke alle blive testet mellem klokken 16-18, og derfor vil jeg gerne komme med en opfordring til danskerne om at udnytte alle de åbne timer på testcentrene, så vi får bredt testningen mest muligt ud på alle åbningstimerne," siger han i en skriftlig kommentar.

I Danmark er der i øjeblikket omkring 500 teststeder rundt i landet. De kan samlet udføre omkring 400.000 test om dagen fordelt på både PCR-test og lyntest.

Kapaciteten har ikke været udnyttet fuldt ud endnu. Ud over testcentrene kommer de test, som kommuner foretager på for eksempel skoler.

Folketingets partier blev mandag aften enige om en trinvis genåbning af Danmark over de kommende måneder.

Som en del af aftalen blev der annonceret en teststrategi i tre faser. Den betyder, at befolkningen skal forvente færre og færre test i løbet af 2021.

I første del af genåbningen i de kommende måneder vil test været et centralt element - blandt andet i forbindelse med brugen af de coronapas, som man skal fremvise, hvis man vil til frisøren eller ud at spise.

Regeringen vil fremlægge en nærmere strategi for teststrategien, men kan allerede nu sige, at fase to ventes at være i begyndelsen af sommeren. Til den tid ventes det meste af befolkningen at være vaccineret.

Her er der ikke længere samme behov for hyppige test. Teststrategien vil blive mere målrettet - for eksempel i forbindelse med rejser ind i Danmark og større forsamlinger.

Fase tre er den sidste fase, hvor der igen vil være et mindre behov for at teste befolkningen.

Regeringen har ikke sat dato på, hvornår den fase forventes at træde i kraft i 2021.

Ifølge Nick Hækkerup vil det være, når der er tilstrækkelig vaccinedækning i befolkningen og derfor lav smitte.

"Her vil vi overvåge sygdommen og eventuelle nye mutationer med stikprøver og have nedskaleret vores testkapacitet ved siden af for eksempel test af spildevand."

"Denne sidste fase er selvfølgelig behæftet med en del usikkerhed, og vi vil være klar til hurtigt at kunne opskalere vores testkapcitet igen," siger Nick Hækkerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også