Enhedslisten efterlyser plan for grønne job

Regeringen bruger frygt for jobtab som undskyldning for manglende klimahandling, mener EL, som kræver jobplan.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Regeringen har glemt arbejdspladserne i deres klimahandleplaner, og derfor må der lægges en plan for at skabe grønne job i Danmark.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen. Ifølge hende mangler der overblik over, hvilke job den grønne omstilling vil koste, og hvilke den vil skabe.

"Der er blevet tænkt i klimasiloer fremfor at sikre, at vi samtidig med at reducere CO2-udledningen også skaber grønne job," siger hun.

Mai Villadsen mener, at regeringen har brugt frygten for at miste arbejdspladser som undskyldning for at udsætte den grønne omstilling.

Ifølge Villadsen kan de grønne job findes i både det offentlige og det private.

"Det kan være i forhold til at energieffektivisere vores bygninger, altså håndværkerjob. Det kan også være omlægning af toginfrastruktur eller job inden for genbrug, reparation og naturgenoprettelse," siger hun.

Ordføreren henviser til Nordsø-aftalen, der sikrer et stop for olieudvinding i Nordsøen i 2050.

Aftalen betyder slutningen af en epoke for Esbjerg, som har levet godt af at huse og servicere nogle af de største aktører inden for olie- og gasindustrien.

"Her laver man efteruddannelse for folk, så dem, der vil, kan arbejde videre andre steder, for eksempel i vindmølleindustrien. Sådan en plan var klog, og det skal vi have for hele landet," siger Mai Villadsen.

Udmeldingen fra Enhedslisten er "spændende tanker", siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Information.

Men han genkender ikke kritikken af, at regeringen bruger manglende arbejdspladser som undskyldning.

Desuden, siger han, har regeringen sammen med blandt andre Enhedslisten afsat midler til initiativer, der skal skabe job.

"Vi har allerede lavet mange aftaler, og hvis man summer det sammen, vil Mai Villadsen også kunne se, at vi er rigtig godt i gang," siger han til Information.

Mai Villadsen tvivler ikke på, at den grønne omstilling og de foreløbige aftaler vil kaste job af sig.

"Men vi har ikke et overblik over hvor mange, hvorhenne og hvornår. Så vi risikerer, at der står nogle mennesker, som mister deres arbejde og ikke er efteruddannede til at gå hen i et nyt job," siger hun.

 

Politisk aftale om 200 millioner til grøn omstilling af færger 

Regeringen satser på nye teknologier til at nedbringe landbrugets CO2-udslip 

Støttepartier kalder landbrugsudspil et fatamorgana 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også