Nærkontakter i tredje led til Delta-smittede kan droppe isolation

Styrelse dropper fra mandag strategi om, at nære kontakter i tredje led til Delta-smittede skal i isolation.
Over to millioner danskere er nu færdigvaccinerede, og det er en af grundene til, at myndighederne har besluttet at fjerne krav om, at nære kontakter i tredje led til smittede med Delta-varianten skal isolere sig. | Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
Over to millioner danskere er nu færdigvaccinerede, og det er en af grundene til, at myndighederne har besluttet at fjerne krav om, at nære kontakter i tredje led til smittede med Delta-varianten skal isolere sig. | Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
AF RITZAU

Fra mandag behøver nære kontakter i tredje led til en smittet med Delta-varianten ikke længere gå i isolation.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge Berlingske.

"Vi har besluttet at droppe anbefalingen om isolation for nære kontakter i tredje led. Vi fastholder dog, at de fortsat skal testes på fjerde og sjette dagen, hvis de er uvaccinerede," siger direktør Anette Lykke Petri til avisen.

Strategien har været kritiseret fra flere sider, herunder erhvervslivet. Det har været et kritikpunkt, at strategien risikerede at sende rigtig mange mennesker i isolation.

Anette Lykke Petri siger til Berlingske, at hun godt forstår kritikken.

"Men man skal se det i lyset af, at vi er bekymrede for Delta-varianten, ikke mindst set i lyset af, hvad der sker i eksempelvis England," lyder det.

Styrelsen har siden marts i år anbefalet isolation og test af nære kontakters nære kontakter ved alle varianter, som gav myndighederne ekstra grund til bekymring, skriver Berlingske.

Det har haft en effekt, siger Anette Lykke Petri. Smittekæderne har været korte, og det er lykkedes at holde Delta-varianten i skak i marts, april og maj.

Dermed har flere kunnet nå at blive vaccineret mod coronavirus, siger hun.

Isolationskravet ændres nu fra mandag, fordi smitten med Delta-varianten er blevet den dominerende variant.

I begyndelsen af juni blev den kun fundet i én procent af alle sekventerede prøver, siger Anette Lykke Petri, mens den nu fylder 60 procent.

Kravet om, at kontakter i andet led isoleres og testes på fjerde- og sjettedagen, fastholdes. Kontakter i tredje led bliver bedt om at lade sig teste på fjerde- og sjettedagen.

Dermed kan nære kontakter i tredje led til en Delta-smittet nu droppe isolationen, men fastholde teststrategien, lyder det.

Hos brancheorganisationen Dansk Industri er politisk direktør Emil Fannikke Kiær glad for, at reglerne nu lempes.

"Vi har eksempler fra fødevareindustrien, hvor virksomheder har måtte lukke ned. Derfor har vi rejst det som et problem, og det er positivt, at myndighederne har lyttet," siger han.

Dansk Erhverv kalder det ligeledes en "fornuftig og god beslutning".

"I en servicesektor, der i forvejen er udfordret af mangel på hænder, har der været ganske mange, der måtte blive hjemme på grund af den her karantænemodel," siger Lars Ramme Nielsen, chef for økonomi og oplevelsesøkonomi, i en skriftlig kommentar.

Erhvervsliv om isolation: Det er ude af proportioner

Blå partier vil give virksomheder kompensation ved Delta-smitte 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også