PolicyWatch

Sygeplejerske-formand vil have Mette F.'s hjælp i konflikt

Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni. Nu vil deres formand have hjælp til at løse konflikten.

Foto: Anthon Unger

Mulighederne for at finde en løsning på sygeplejerskekonflikten ved forhandlingsbordet ser ud til at være udtømte.

Tirsdag sagde regionernes chefforhandler, Anders Kühnau, at forhandlingerne ikke kunne løse konflikten, og samme melding lyder fra sygeplejerskernes formand, Grete Christensen.

I et brev sendt til statsminister Mette Frederiksen (S) skriver hun, at hun er nået frem til samme konklusion som regionerne.

"Derfor er der ikke længere tvivl om, at vi har brug for hjælp udefra," lyder det.

Sygeplejerskerne har strejket siden 19. juni, efter at medlemmerne i Dansk Sygeplejerskeråd (DSR) to gange stemte nej til det forslag til en ny overenskomst, de blev præsenteret for.

Undervejs har der været møder med arbejdsgiverne i landets regioner og kommuner. Men de er altså ikke endt med en løsning.

Ifølge regionernes chefforhandler har sygeplejerskerne ikke præsenteret et konkret lønkrav, hvilket DSR dog ikke mener, er korrekt.

Hvis parterne ikke selv kan blive enige, kan konflikten ende med, at regeringen griber ind og standser konflikten med en lov. Det skete senest i 2013, da landets lærere var lockoutet.

Grete Christensen skriver i brevet til statsministeren, at hun håber på, at regeringen vil sætte penge af, så lønnen blandt sygeplejerskerne kan hæves her og nu.

Samtidig skal der kigges på tjenestemandsreformen fra 1969. Med reformen blev forskellige faggrupper placeret på forskellige løntrin.

Særligt kvindedominerede fag som sygeplejersker ligger på de nederste trin, og reformen er ifølge sygeplejerskerne skyld i et lønefterslæb.

"Der er en stærk oplevelse af et historisk lønefterslæb og en grundlæggende uretfærdighed, der bunder i et forældet syn på køn og arbejde."

"Mange udtrykker tvivl om, hvorvidt de vil fortsætte i faget. Derfor er der mere på spil end kun en kamp om lønkroner," skriver sygeplejerskernes formand i brevet.

Politikerne vil normalt helst holde sig uden for overenskomstforhandlingerne, og regeringen har hidtil afvist at gribe ind. Ritzau prøver at få en reaktion fra statsministeren til brevet.

Omkring 5700 sygeplejersker strejker aktuelt. Det svarer til cirka en ud af ni af sygeplejerskerne i landets regioner og kommuner. På onsdag slutter endnu 215 sygeplejersker sig til strejken.

 

Regioner: Sygeplejestrejke kan ikke løses ved forhandlingsbordet

Patienter vil have løst sygeplejerskekonflikt: Det haster

Sygeplejersker fik ingen afklaring: Andre må på banen 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier