PolicyWatch

Minister forstår spørgsmål om timing for sms-offentliggørelse

Dagen efter kommunalvalget offentliggør Justitsministeriet, at slettede sms'er i minksag ikke kunne genskabes.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) og statsminister Mette Frederiksen (S). | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det har ikke været muligt at genskabe statsminister Mette Frederiksens (S) eller ansatte i Statsministeriets automatisk slettede sms'er i minksagen.

Offentliggørelsen kommer dagen efter kommunalvalget.

Det har fået flere til at spekulere i, om det skulle være overlagt, men det afviser justitsminister Nick Hækkerup (S).

"Det passer simpelthen ikke. Processen har været, at vi fik materialet om fredagen i forseglede kuverter, så aftalte vi med Minkkommissionen, at vi skulle mødes. Det blev aftalt med kommissionen i mandags."

"Aftalen blev, at bisidderne skulle have materialet og gennemgå det med deres klienter. Det er en proces, der er aftalt med Minkkommissionen også."

"Hvis det skulle gøres af hensyn til kommunevalget, skulle Minkkommissionen være med på det," siger justitsministeren.

Kunne det ikke være afklaret tidligere. Nogle af de ting kunne måske være klaret med et telefonopkald?

"Vi fik det fredag i forseglede konvolutter, og vi holder møde mandag, bliver enige om processen. Det er de skridt, der følger. Vores rolle er i virkeligheden at overbringe materialet til bisidderne, som åbner det med deres klienter, gennemgår det og ser, hvad der skal gives videre til kommissionen," siger justitsministeren.

Hvad forhindrede, at man mandag eller tirsdag kunne gennemgå materialet og komme med besked på, om man kunne genskabe det?

"Det, som forhindrede det, var, at bisidderne og klienterne skulle have tiden i kalenderen. Nu var der ikke noget, men hvis man havde kunnet læse det, så skulle man sætte sig ned med bisidderne og gennemgå materialet, fordi der givetvis vil være masser af private sms'er," siger justitsministeren.

Det er påfaldende, at det kommer ud dagen efter kommunalvalget?

"Det kan jeg godt forstå, at man kan spekulere i, men når jeg forklarer processen, som er aftalt med kommissionen, så synes jeg, at den mistanke må forsvinde," siger justitsministeren.

Kan du garantere, at der ikke er nogle af de sms'er, der skulle være genskabt, som skulle være journaliseret.

"Jeg kan ikke garantere noget om noget materiale, jeg ikke ved noget om. Jeg har ikke grund til at tro, at det skulle forholde sig sådan," siger justitsministeren.

Slettede sms'er fra statsminister er ikke blevet genskabt 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier