Minister efter stigende plejehjemssmitte: Pas på i julen

Flere krav kan komme på tale, hvis plejehjemssmitte fortsætter. For nu holder minister sig dog til juleopråb.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
AF RITZAU

Coronasmitten stiger for tiden på plejehjemmene - ligesom i resten af samfundet - og vil man som pårørende på julebesøg, skal man derfor huske at passe rigtig meget på de ældre.

Sådan lyder det fra social- og ældreminister Astrid Krag lillejuleaftensdag.

"Det her er en god anledning til at få sagt til dem, der skal besøge deres kære: Lad være med at besøge dem, hvis du har symptomer," siger Krag.

"Og når du besøger dem, så husk reglerne om coronapas samt mundbind og visir på fællesarealer. Husk også selvtest, inden du besøger dem."

Tal fra Social- og Ældreministeriet viser en stigning i antallet af smittede på plejehjem mellem uge 48 og 50.

I uge 48 var smittetallet på plejehjemmene 54, i uge 49 var det 87, og i uge 50 var det 130. I de samme uger lå antallet af dødsfald blandt personer med covid-19 på plejehjem på henholdsvis 6, 6 og 8.

De 130 smittede beboere i uge 50 fordelte sig på 58 plejehjem ud af i alt 948 plejehjem.

Astrid Krag understreger, at smitten er på et noget lavere niveau end sidste år. Men frygten er, at julen vil medføre stigende smitte.

"Vi har en meget vigtig opgave med at holde smitten ude af vores plejehjem," siger Astrid Krag.

"Vi kunne se sidste år hen over julen, hvordan smitten steg. Og desværre også, at dødsfaldene fulgte med den stigende smitte."

Ministeren vil ikke kalde torsdagens udmelding et "sidste opråb".

Men hun vil samtidig ikke udelukke skrappere virkemidler som eksempelvis besøgsrestriktioner, hvis ikke den "klare opfordring" bliver fulgt, og smitten fortsætter med at sige.

"Vi vil meget gerne undgå at komme i den situation, hvor et greb som besøgsrestriktioner kan komme i spil igen, for det har en meget høj pris for trivslen og ensomheden," siger hun.

For besøgende på 15 år og derover er der krav om coronapas i plejehjem. Både besøgende og medarbejdere har krav om mundbind eller visir i fælleslokaler, hvor offentligheden har adgang.

Siden mandag er der blevet stillet selvtest til rådighed for personale og besøgende.

En fjerdedel af borgere over 65 år er ikke revaccineret 

Regeringen har bestilt 65 millioner selvtest mod corona

Nære kontakter kan i særlige tilfælde gå på arbejde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også