Martin Henriksen vil fjerne udlændinges ret til ydelser

Hvis Martin Henriksen bliver formand for DF, vil han arbejde for at ændre Grundloven på ét bestemt punkt. Opdateret.
Martin Henriksen stiller op som formand i Dansk Folkeparti til det ekstraordinære årsmøde d. 23 januar. | Foto: Astrid Dalum
Martin Henriksen stiller op som formand i Dansk Folkeparti til det ekstraordinære årsmøde d. 23 januar. | Foto: Astrid Dalum
AF RITZAU

Hvis Martin Henriksen bliver formand for Dansk Folkeparti, skal det være slut med, at udlændinge har ret til at modtage sociale ydelser i Danmark.

Også selv om det vil kræve en ændring af Grundloven for at få det gennemført.

Sådan lyder det fra partiets tidligere udlændingeordfører forud for det ekstraordinære 23. januar, hvor partiet skal have valgt ny formand.

"Dansk Folkeparti har altid haft den holdning, at sociale ydelser bør være forbeholdt danske statsborgere."

"Men hver gang, vi har diskuteret det med regeringen, er vi stødt på, at jurister og Højesteret fortolker Grundloven på den måde, at udenlandske statsborgere også er omfattet af retten til sociale ydelser. Derfor må vi have lavet loven om," siger Henriksen.

Han understreger, at det også skal gælde EU-borgere, som efter hans mening ikke længere skal have adgang til eksempelvis danske børnepenge og SU.

Ud over grundlovsændringen består Martin Henriksens bud på et nyt politisk program for partiet af en række kendte mærkesager: Fokus på ældre og socialt udsatte, et farvel til EU og strammere regler for udvisning og hjemsendelse af udlændinge.

"Jeg lægger op til DF Classic plus lidt ekstra. Jeg mener, at der er behov for, at Dansk Folkeparti igen bliver et parti, der skiller sig ud."

"Problemet har været, at det er blevet svært at se forskel på os og de andre partier, og derfor bliver vi nødt til at finde tilbage til rødderne, samtidig med at vi er parate til at forny os og være åbne for at udvikle politikken," siger Henriksen.

Hans formentlig stærkeste modkandidat til formandsposten, Morten Messerschmidt, har slået til lyd for, at Dansk Folkeparti skal lægge sig i selen for at komme i en borgerlig regering.

Og selv om Henriksen er enig i analysen af, at partiet har betalt en pris for at sige nej til at gå i regering i 2015, er han ikke uden forbehold for at sige ja, hvis muligheden byder sig.

"Jeg synes, at man skal søge den ultimative indflydelse, som det vil være at sidde i regering. Vi skal bare passe på, at vi ikke afskriver vores egen politik, fordi en ministerpost bliver det vigtigste i verden."

"Derfor synes jeg heller ikke, at vi skal være et midtersøgende parti som udgangspunkt. Vi skal klart og tydeligt sige, at vi er et højrefløjsparti, der er nationalt og konservativt, men også et folkeparti," siger Henriksen.

Morten Messerschmidt siger til Ritzau, at han ikke vil kommentere Martin Henriksens politiske program i pressen.

41-årige Martin Henriksen var folketingsmedlem for DF i 14 år, indtil han mistede sin plads ved det seneste valg i 2019, hvor partiet gik fra 37 til 16 mandater.

Siden blev han ansat i partiets sekretariat på Christiansborg, men blev fyret i begyndelsen af november, efter at han flere gange offentligt havde kritiseret partiets udlændingepolitik.

I september blev Henriksen ved partiets årsmøde valgt ind i hovedbestyrelsen som den kandidat, der fik flest stemmer.

I november sikrede han sig med det fjerdestørste antal personlige stemmer en plads kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, hvor han bor.

Henriksen bekræfter kandidatur til DF-formandspost

Thulesen Dahl: Vi skal også diskutere min formandspost 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også