Venstre vil have regeringen til at udfase PCR-test

Venstre mener, at de mange test er alt for dyre, sammenlignet med hvad Danmark får ud af at teste så mange.
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre | Foto: Jens Dresling
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Samfundet bør hurtigst muligt komme tilbage til en situation, hvor man bliver hjemme, hvis man føler sig syg, mens man går på arbejde, når man føler sig rask.

Det mener partiet Venstre, som i et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) opfordrer til, at Danmark hurtigt udfaser PCR-testningen. Det er den test, som bliver taget ved at pode i halsen.

PCR-testkapaciteten er i øjeblikket på 200.000 test om dagen. Venstre mener, at prisen for den massive testning er alt for høj, sammenlignet med hvad Danmark får ud af at teste så mange personer dagligt.

”Efter Venstres opfattelse er der behov for, at de fortsatte udgifter til testindsatsen holdes op imod effekten af indsatsen,” står der i brevet, som formand Jakob Ellemann-Jensen (V) og sundhedsordfører Martin Geertsen (V) er afsender på.

Fra marts 2020 til og med 2. kvartal 2021 har testning i det såkaldte samfundsspor kostet 8,2 milliarder kroner.

Spildevandsovervågning som alternativ

Samfundssporet dækker over test af borgere uden symptomer eller med milde symptomer, hvor prøverne analyseres i Testcenter Danmarks analysefaciliteter på Statens Serum Institut (SSI).

Venstre peger i brevet til Magnus Heunicke på, at spildevandsovervågning kan være et billigere og effektfuldt alternativ. Smittede med covid-19 udskiller nemlig virus med afføringen, derfor er det muligt at undersøge spildevand for virusset.

Fremover bør den brede befolkning teste sig med selvtest, mener Venstre. I brevet står der dog, at det kan give mening at fortsætte med at teste på blandt andet sygehuse, plejehjem og ved rejser til udlandet.

Jakob Ellemann-Jensen og Martin Geertsen opfordrer til, at regeringen snarest indkalder til forhandlinger om den langsigtede håndtering af corona.

Fordi covid-19 ikke længere anses som en samfundskritisk sygdom, har regeringen besluttet, at alle landets hurtigtestcentre skal lukkes senest 6. marts. Antallet er hurtigtest er for nylig blevet nedskaleret fra 500.000 daglige test til 200.000.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra sundhedsministeren.

Antigentest svinger voldsomt i kvalitet – nogle rammer kun 2,5 pct.

Myndigheder er i gang med at skrue ned for testblusset

Kviktestcentrene lukker senest 6. marts

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også