DI: Krigen i Ukraine kan svække den økonomiske vækst markant

I en ny prognose spår erhvervsorganisationen Dansk Industri, at krigen i Ukraine kan reducere den danske vækst i både 2022 og 2023.
DI's hovedkvarter oplyst af de ukrainske gule og blå farver. | Foto: Mads Nissen
DI's hovedkvarter oplyst af de ukrainske gule og blå farver. | Foto: Mads Nissen
af ritzau

Krigen i Ukraine har allerede haft store konsekvenser - også økonomisk.

Hvis krigen og de afledte effekter af den udvikler sig værst tænkeligt, står dansk økonomi til en markant lavere vækst i både 2022 og 2023.

Det vurderer Dansk Industri (DI) i en ny prognose.

Prognosen er opdateret i forhold til en prognose fra februar. I den spåede DI en vækst i dansk økonomi på 2,9 procent i 2022 og 1,8 procent i 2023.

I den nye prognose har DI indregnet effekterne af krigen, der begyndte, da Rusland for næsten tre uger siden invaderede Ukraine.

Prognosen tager udgangspunkt i tre forskellige scenarier. De er forskellige i forhold til, hvordan samhandlen med Rusland udvikler sig, og hvad der sker omkring Ruslands olie- og gasforsyning.

DI vurderer det ene af de tre scenarier som mest sandsynligt. I det fortsætter konflikten i hvert fald året ud. Samhandlen med Rusland stopper, men olie- og gasforsyningen påvirkes ikke.

I det scenarie forudser DI en vækst i dansk økonomi på 2,3 procent i 2022 og 1,4 procent i 2023.

- Dansk økonomi bliver påvirket igennem to kanaler, siger Morten Granzau, underdirektør i DI, om scenariet.

- Dels bliver vi ramt direkte på vores eksport. Dels bliver vi ramt på vores hjemlige forbrug, fordi det her ikke kan undgå at føre til højere priser. Det er særligt på energi, men også på fødevarer og metaller, som gør det dyrere at være dansker.

- Derudover kan mangel på materialer og knas i forsyningslinjerne sætte en kæp i hjulet på produktionen herhjemme, særligt indenfor byggeriet, siger han.

I det værst tænkelige af de tre scenarier forudser DI en vækst i 2022 på 1,2 procent og 0,9 procent i 2023.

Ser man bort fra coronaåret 2020, så skal man tilbage til 2012 og 2013 for at finde år med lavere vækst.

Forskellen fra det mest sandsynlige scenarie og det værst tænkelige er, at i det værst tænkelige lukkes olie- og gasforsyningen fra Rusland.

Årsagen til forventningen om et stort økonomisk slag er, at mange selskaber er afhængige af gas og ikke kan undvære den lige med det samme.

”Nu har man på europæisk plan selv taget initiativ til, hvordan man hurtigst muligt gør sig uafhængig af russisk gas. Men selv i det mest optimistiske scenarie så varer det altså et stykke tid, før vi helt kan undvære den gas.”

”Hvis der bliver lukket for gassen fra den ene dag til den anden, enten fra vores side eller fra russisk side, så vil virksomhederne ikke have kunnet nå at omstille sig, og så vil der være produktion, der står stille,” siger Morten Granzau.

Nationalbanken: Ukraine-krig vil svække væksten med et procentpoint

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter