Danske myndigheder indefryser russiske rigmænds stål og penge

En aktindsigt, som DR har fået, viser, at danske myndigheder har indefrosset flere russiske rigmænds værdier.
En af Ruslands rigeste mænd, Andrey Igorevich Melnichenko, der blandt andet har fået beslaglagt sin yacht i Italien, har også fået indefrosset værdier af danske myndigheder. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
En af Ruslands rigeste mænd, Andrey Igorevich Melnichenko, der blandt andet har fået beslaglagt sin yacht i Italien, har også fået indefrosset værdier af danske myndigheder. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

De danske myndigheder har indefrosset mange ton stål og millioner af dollar fra flere russiske rigmænd, der er underlagt sanktioner af EU. Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt fra Erhvervsstyrelsen.

En af rigmændene er Alexei Alexandrovits Mordashov. Han er havnet på EU’s sanktionsliste på grund af sin post som bestyrelsesformand i den russiske investeringsvirksomhed Severgroup, der ejer 5,4 procent af Bank Rossiya.

Banken bliver betragtet som flere højtstående myndighedspersoners personlige bank siden annekteringen af Krim i 2014.

Med det mandat har de danske myndigheder indefrosset mere end 10.000 ton stål, som hører til den russiske rigmands forretningsimperium. Stålet menes at have en markedsværdi på lige over 50 millioner kroner.

Ifølge DR fremgår det ikke af aktindsigten, hvilken virksomhed der har købt stålet, og om det var planen, at det skulle blive i Danmark eller sendes videre til et andet land.

En af Rusland’s rigeste ramt

Også Andrey Igorevich Melnichenko har fået indefrosset værdier af de danske myndigheder. Han er ligeledes en af de rigeste russere og har tjent penge på investeringer i kul og gødning.

På grund af sit tætte forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin, er han kommet på EU’s sanktionsliste. Det har ført til, at de danske myndigheder har indefrosset cirka 4,3 millioner dollar af rigmandens midler. Det svarer til cirka 29 millioner kroner.

Den administrerende direktør i flyselskabet Aeroflot, Mikhail Igorevich Poluboyarino, har også fået indefrosset værdier af de danske myndigheder. Her er der dog tale om et mere beskedent beløb på 5000 kroner.

Desuden har den russiske bank Promsvyazbank fået indefrosset 101.000 euro som følge af sanktionerne. Det svarer til cirka 751.000 kroner.

Det fremgår ifølge DR ikke af aktindsigten, hvorfor Melnichenko, Poluboyarino og den russiske bank har aktiver i Danmark, og hvor de danske myndigheder har indefrosset pengene.

Russiske milliardærer fik beslaglagt deres yachter

Tyskland overvejer at beslaglægge russiske energiselskaber

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også